AC Horsens forlænger med Martin Retov


3. januar 2012

AC Horsens har forlænget kontrakten med Martin Retov, så samarbejdet nu gælder frem til sommeren 2014.

Den rutinerede midtbanespiller skiftede til AC Horsens i sommeren 2010 og har siden været en vigtig brik for ”De Gule”. AC Horsens’ cheftræner Johnny Mølby glæder sig da også over kontraktforlængelsen.

- Jeg er meget tilfreds med, at Martin Retov fortsætter i klubben, for han er en rigtig dygtig spiller og han er vigtig for holdet. Han er dygtig til at tage temperaturen på en kamp og han er i stand til at gøre sine medspillere gode qua sin ro og rutine. Han er en spiller, der har prøvet meget i sin karriere, men han er stadig sulten og det er vigtigt, fortæller Johnny Mølby.

- Martin Retov er et vigtigt omdrejningspunkt på vores hold og han har fra dag et grebet dirigentstokken på den centrale midtbane, hvor han med sit overblik og store rutine har præsteret på et højt niveau. Han har en stærk vindermentalitet, hvilket har en positiv afsmitning på truppen. Vi er rigtig glade for, at en af Superligaens absolutte profiler også spiller i den gule trøje i de næste par sæsoner, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.

31-årige Retov ser frem til at forlænge karrieren hos ”De Gule”, som han vil være med til at etablere som midterhold i Superligaen.

- Vi har været igennem et forholdsvist ukompliceret forløb med hensyn til kontraktforlængelsen og jeg er glad for, at det hele gik op i en højere enhed. Begge parter er glade for at fortsætte samarbejdet og det har også kun været pil op for både klubben og jeg, mens jeg har været i AC Horsens. Nu har jeg to et halvt år tilbage i klubben og i den periode skal vi etablere os som superligaklub og gerne i den sjove halvdel. Der venter os en masse hårdt arbejde forude, men vi har mange dygtige spillere i klubben og jeg tror på, at vi kan indfri klubbens ambitioner. Jeg glæder mig i hvert fald til at bidrage med mine præstationer, fortæller Martin Retov.

Foto: badenfoto.dk