En legende takker af


16. november 2011

Han kender om nogen følelsen af at gå ind på CASA Arena Horsens, men på lørdag skal han virkelig huske at nyde de få meter fra spillergangen og hen til de græsstrå, hvor spillerne liner op og hilser på modspillere og dommertrioen. Søren Jochumsen har nemlig besluttet sig for at trappe ned på sin sportslige tilværelse og fra årsskiftet vil han ikke længere være førstevalg i buret. Han skal i stedet være salgskonsulent i AC Horsens og tredjemålmand, så han spiller højst sandsynligt sin sidste hjemmekamp på CASA Arena Horsens på lørdag mod OB.

- Op til kampen vil det selvfølgelig være specielt for mig, for det er højst sandsynligt sidste gang, jeg løber ind på vores dejlige hjemmebane. Når jeg tænker på, at det er min sidste hjemmekamp for AC Horsens, så er det med stolthed og glæde i kroppen over, at jeg har været en del af AC Horsens i så mange år og at jeg har spillet superligafodbold i den by, jeg er født og opvokset i. Jeg har overtaget klubrekorden fra en legende som Carl Trane og når jeg ser tilbage på min karriere om 20 år, så vil jeg da være stolt over at være nævnt i historiebøgerne, fortæller Søren Jochumsen.

Der vil være masser af fokus på den rutinerede målmand før, under og efter kampen, men fra klokken 17.00 og et par timer frem er fokus kun på de tre point.

- Når kampen er i gang, så jagter vi som altid tre point. Personligt vil jeg gøre alt for at bidrage til, at vi vinder over OB, for det sidste indtryk er vigtigt og jeg har et kæmpe håb om, at vi slutter efteråret godt af på hjemmebane, lyder det fra Søren Jochumsen, der ønsker sig to ting i ”afskedsgave” på CASA Arena Horsens.

- Jeg ønsker mig en sejr over OB og masser af tilskuere på lægterne, kommer det med et smil fra AC’s nummer 1.

Det kræver dog en toppræstation fra samtlige gule aktører, hvis OB skal sendes hjem til Fyn uden point.

- Det er en kliché, men der venter os en svær kamp mod et gennemrutineret og fysisk stærkt mandskab, der hverken har præsteret som de selv eller omgivelserne har forventet. OB er som et såret dyr, der vil bide fra sig for at bevise det sande niveau og man behøver bare kigge på truppen for at blive overbevist om kvaliteten. Truppen består af dygtige spillere som Djiby Fall, Peter Utaka osv. der tidligere har skabt gode resultater og de er også opsatte på at slutte godt af her i efteråret, vurderer Søren Jochumsen.

”De Gule” har dog fuldt ud matchet fynboernes kvaliteter i de seneste indbyrdes opgør og for et par måneder siden måtte OB rejse fra CASA Arena Horsens med et 4-3 nederlag i bagagen.

- Det er svært at sige, hvorfor vi har haft et godt tag på OB i de seneste opgør. Men vi har været dygtige til at ramme OB med hurtige kombinationer omkring deres forsvar og vi skal især sætte Gilberto Macena, Martin Spelmann og vores kanter i scene igen.  I den anden ende skal vi være gode til at lukke deres offensiv ned, men vi skal også have fokus på spillere fra næste række som Hans Henrik Andreasen, der kommer godt med i feltet, vurderer Søren Jochumsen.

Kampen mod OB er den sidste på hjemmebane her i efteråret, men kun den fjerdesidste inden vinterpausen melder sin ankomst. Efter kampen mod OB venter pokalkampen mod FC Fredericia torsdag den 24. november og efterårssæsonen slutter med to udekampe i Brøndby og Lyngby.

- Vi har et svært program tilbage i efteråret, men vi skal sørge for at høste point, så vi kan se frem til et forår, hvor vi har en god placering i tabellen og stadig er med i pokalturneringen. Indtil videre har vores efterår været godt, men man husker det sidste indtryk og vi vil på ferie med en god fornemmelse, understreger Søren Jochumsen.

Foto. Badenfoto.dk