Fin opstart for U-19


20. januar 2012

AC Horsens’ U-19 mandskab startede med forberedelserne til anden halvdel af sæsonen den 9. januar og de første små to uger er ifølge træner cheftræner Claus Troelsen gået rigtig fint.

- Vi har fokus på forsvarsspillet samt erobringsspillet i vores taktiske spillestilstræning, og derudover har vi naturligvis fokus på vores evne til at håndtere bolden i højt tempo samt bevæge os meget i de rigtige rum i vores spiltræning. Vores spillere er i en solid grundform, hvilket er et tegn på, at de alle har holdt sig godt i gang i pausen og fulgt de programmer, som spillerne fik med hjem på juleferie, lyder det fra Claus Troelsen.

”De Gule” starter testkampene lørdag den 21. januar med en kamp i Aalborg mod ligaholdet AaB, og Claus Troelsen glæder sig til at få en delstatus på, hvor holdet står.

- Det er rigtig svært at sige, hvor vi står på nuværende tidspunkt, men vi har arbejdet intenst med vores forsvarsspil i den første periode, og der er ingen tvivl om, at netop forsvarsspillet vil være der, hvor trænerteamets fokus vil ligge i kampen mod AaB. Jeg har bevidst valgt en på papiret rigtig stærk modstander i den første test, da jeg har valgt at fokusere meget på vores defensive organisation i den første tid i opstarten. Jeg forventer en kamp, hvor AaB vil have bolden mere end os, og derfor får vi med stor sandsynlighed øvet vores defensive organisation meget. Vi går selvfølgelig efter at vinde kampen og stiller os ikke ned, men vi vil gerne sikre en god balance samt bevægelse mellem kæderne samt en god kommunikation i vores organisation, forklarer Claus Troelsen

AC Horsens’ U-19 mandskab er ikke tilfreds med den foreløbige ottendeplads, som holdet indtager i landets næstbedste række og målet for foråret er da også at rykke frem i rækken, således at holdet indfrier klubbens og ikke mindst egne målsætninger internt i truppen.

- Vi har et hold bestående af rigtig mange dygtige spillere og derfor er vi også fortrøstningsfulde i forhold til at præstere bedre i foråret end det var tilfældet i efteråret, hvor det blot blev til fem sejre i 13 kampe. Vores målsætning er turneringsmæssigt at vinde alle de kampe, vi stiller op i, men mere vigtigt er det at vi som klub får givet nogle spillere videre til Johnny Mølby, som han kan bruge på vores superligamandskab, siger træner Claus Troelsen.

Og netop det at sende spillere videre i systemet er et tema, som specielt her i opstarten optager Claus Troelsen meget.

- Vi har pt. otte spillere fra U-19 truppen, der matches en-tre gange ugentligt med superligamandskabet. På den måde får vi en klarhed over den enkelte spillers muligheder fremadrettet samt hvem der har evnerne til at kunne begå sig på højeste niveau og hvem der stadig mangler noget for at nå målet. Vi har selvfølgelig en idé om, hvem der har det der skal til, men vi vil sikre os, at der ikke tages beslutninger som kan fortrydes senere hen og derfor er det netop disse otte spillere, som har fået chancen for at vise sig frem. Tilbagemeldingerne fra trænerteamet på superligaholdet er overvejende positive og der er naturligvis nogle, som efter små 14 dages træning står stærkere i billedet end andre, men som udgangspunkt er der ingen som er faldet igennem. Når superligaholdet drager på træningslejer den 11. februar er vi blevet klogere på, hvem der skal matches hvor, for at sikre den enkelte spiller så optimale muligheder for udvikling som overhovedet muligt, fortæller Claus Troelsen.

Læs mere om opstarten under U-19 her på hjemmesiden.