Knæhasen driller Mehl


12. januar 2012

Jeppe Mehl er normalt en løbestærk spiller og der er ingen tvivl om, at han ville ligge godt til i en biptest, som den AC-spillerne var igennem i går, men trænerteamet valgte at spare kantspilleren, der har problemer med venstre knæhase.

- Det føles som om, at min knæhase er for kort, når jeg træner eller går og vi behandler det selvfølgelig. Jeg træner med, men er ikke på 100 procent, for jeg kan ikke lave de små, hurtige sprint og jeg er nødt til at melde fra, hvis vi skal lave bestemte øvelser, fortæller Jeppe Mehl.

Han fik problemer med knæhasen allerede efter årets første træning, men han er trods alt glad for at komme i gang igen.

- Det er selvfølgelig træls at blive skadet, men det er godt at komme i gang og dejligt at se holdkammeraterne igen. Jeg har altid haft en nogenlunde grundform, så den er fin og der er god tid til at finde topformen. Nu glæder jeg mig bare til at komme helt over min skade og jeg ser frem til at komme på græs i Tyrkiet om en måneds tid. Jeg er ikke kæmpe fan af kunstgræs, der er hårdt for både bentøjet og ryggen, så jeg glæder mig til træningslejren, lyder det fra Jeppe Mehl.

Foto: badenfoto.dk