1-2 nederlag sender AC Horsens ud i pokalmørket


10. juni 2020

AC Horsens måtte onsdag aften rejse hjem fra Haderslev med et 1-2 nederlag, og dermed kvalificerede SønderjyskE sig til pokalfinalen, hvor modstanderen bliver enten AaB eller AGF.

Det sortklædte udehold leverede en glimrende første time i det sønderjyske, og der opstod muligheder til Hallur Hansson, Jonas Thorsen, Louka Prip og Nicolai Brock-Madsen, men det gav ikke udbytte i de første 45 minutter.

2. halvleg var blot otte minutter gammel, da Ayo Simon Okosun bragte AC Horsens foran med 1-0. Louka Prip tog et hjørnespark og serverede en perfekt bold for Okosun, der hoppede højere end alle andre, inklusiv Mielitz med handsker, og han headede sikkert bolden i kassen via overliggeren. Seks minutter senere førte Louka Prip an på en god omstillingsmulighed, men angrebet løb ud i sandet.

Udligningen faldt efter godt en times spil, da Alexander Bah satte sig igennem i sønderjydernes højre side og sendte bolden ind på kanten af feltet, hvor Julius Eskesen afsluttede første gang og knaldede bolden i det lange hjørne.

AC Horsens formåede ikke at svare igen, og sønderjyderne forsøgte sig med afslutninger fra Peter Christiansen og Anders K. Jacobsen, men uden at få netmaskerne til at blafre.

Ét minut før tid var Anders K. Jacobsen anderledes skarp, da han blev matchvinder. Julius Eskesen trykkede af, og Matej Delac måtte give en retur, som Anders K. Jacobsen var først over, og han sendte SønderjyskE i pokalfinalen med 2-1 målet.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om dagens pokalopgør.

AC Horsens skal i kamp igen allerede lørdag den 13. juni klokken 17.00, når ”de gule” møder Hobro IK på DS Arena i 3F Superligaen.

SønderjyskE – AC Horsens 2-1 (0-0)
0-1 Ayo Simon Okosun (53.)
1-1 Julius Eskesen (63.)
2-1 Anders K. Jacobsen (89.)

AC Horsens: Delac, Nymann (Drost, 73.), Ludwig, Kiilerich, Thorsen, Prip, Jacobsen (Gemmer, 85.), Okosun, Therkildsen (Kjær, 65.), Hansson, Brock-Madsen (Masovic, 85.).

SønderjyskE: Mielitz, Bah, Kanstrup, Banggaard, Gartenmann, Mpindi, Christiansen, Frederiksen (Jonsson, 73.), Vinderslev (Albæk, 73.), Eskesen, Dovbyk (Jacobsen, 73.).

Advarsel, AC Horsens: Ingen.

Advarsel, SønderjyskE: Ekani, Jonsson.

Dommer: Jakob Kehlet