Årets spiller i AC Horsens 2011/2012: Martin Retov


29. maj 2012

AC Horsens holdt afslutningsfest på Hotel Scandic i fredags, og her benyttede klubben blandt andet lejligheden til at kåre årets spiller for sæsonen 2011/2012. Trænere, ledere og spillere i AC Horsens havde peget på tre spillere i prioriteret rækkefølge, og Martin Retov blev en ret suveræn vinder foran Morten Rasmussen og Martin Spelmann.

Cheftræner Johnny Mølby afslørede top tre og sluttede af med at overrække pokalen til Martin Retov, der har haft en fremragende sæson i den gule trøje.

- Jeg er rigtig stolt af og glad for prisen. Det er dejligt at få prisen af folk, der har med fodbold at gøre og som ser mig til daglig. Holdet har haft en rigtig god sæson, men det er altid dejligt med personlig anerkendelse, og jeg sætter stor pris på kåringen, fortæller Martin Retov og fortsætter:

- Vi har haft en sæson, hvor vi har præsteret rigtig godt og stabilt, og vi er ikke dykket i ret mange kampe. Det har været et mål for både holdet og mig personligt, at vi har leveret en god præstation efter et nederlag, og det er lykkes meget godt.

Det var ingen tvivl om, at prisen skulle gå til Martin Retov, der blev en ret suveræn nummer et, men han har kun ros til nummer to og tre i afstemningen.

- Morten Rasmussen har haft en rigtig god sæson. Han har været stabil, fighter hver eneste gang, og han piver ikke over noget. Han er altid klar, selvom det gør ondt, og han har en stor vindermentalitet. Martin Spelmann har lagt endnu mere på sit spil i denne sæson, hvor han er blevet mere målfarlig, og det er den store forskel på hans præstationer i forhold til tidligere, roser Martin Retov, der i forbindelse med hjemmekampen mod AGF den 20. maj blev kåret som årets fighter af AC Horsens' sponsorkreds.

Aftenen bød også som sædvanligt på et festligt indslag fra Frank Buchgraitz, der overrakte årets superligamaleri, og i år blev den heldige modtager Martin Spelmann. Frank Buchgraitz overrakte også en skulptur til Anders Nøhr for de mange point i denne sæson.

Fanklubben Den Gule Fare var også på banen med kåringen af årets spiller, og det blev Martin Spelmann foran Gilberto Macena og Frederik Rønnow.