AC Horsens-bestyrelsesformand: Flot overskud i en svær tid


12. marts 2021

AC Horsens præsenterede for kort tid siden et overskud på næsten 6,5 millioner kroner, og dermed har klubben præsteret et overskud i fem af de seneste seks år.

De seneste års økonomiske succes har udmøntet sig i en egenkapital, der pr. 31. december 2019 udgør godt 22,7 millioner kroner.

- Det er ingen hemmelighed, at fodboldklubberne har været udfordret det seneste år med COVID-19 og de konsekvenser, det har medført, og det har vi selvfølgelig også været, men vi er meget glade for, at vi alligevel kan præsentere et overskud. Vores rekordsalg af Jeppe Kjær til Ajax har selvfølgelig haft en meget positiv indvirkning på regnskabet, og der skal sendes roser videre til alle på Akademiet for fantastisk arbejde. Overskuddet skal også ses i lyset af, at vi har kørt med en tæt styring af vores omkostninger, og at alle har trukket i den samme retning via sammenhold, ydmyghed og hårdt arbejde, siger AC Horsens’ bestyrelsesformand Bo Pinholt.

AC Horsens oplever stor opbakning fra det horsensianske erhvervsliv trods COVID-19, og forhåbentlig kan klubben snart igen byde sponsorer og samarbejdspartnere velkommen på CASA Arena Horsens.

- Vi har en engageret sponsorkreds med rigtig mange loyale sponsorer, der har bakket os op i medgang og modgang gennem mange år, og det er vi meget taknemmelige for. Vi har i den grad brug for opbakningen i en tid, hvor COVID-19 er med til at sætte dagsordenen, og vi glæder os meget til mere normale tilstande, hvor vi igen kan tage imod sponsorer, samarbejdspartnere og fans til kampe, fysiske netværksmøder og andre arrangementer, fortæller AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen og fortsætter:

- Vores medarbejdere har også været udfordret af COVID-19, men alle har udvist stor fleksibilitet og engagement i en tid, hvor tingene hele tiden har ændret sig. Det har krævet, at de har været nødt til at tilpasse sig nye betingelser, og det har de løst rigtig godt, lyder det fra Kristian Nielsen.

Klik her for at læse årsrapporten for 2020.

Foto: Charlotte Adsbøl