AC Horsens fik sløj start på forårssæsonen


19. februar 2020

FC Nordsjælland var markant bedre end gæsterne fra AC Horsens onsdag aften, og værterne kunne sætte tre point ind på kontoen via en 6-0 sejr.

Målfesten begyndte allerede i det niende minut, da Ulrik Yttergård Jensen trykkede af. Matej Delac måtte give en retur, og den var Atanga hurtigt over.

I den anden ende headede Louka Prip bolden i nettet i det 18. minut, men der blev dømt frispark begået af Ayo Simon Okosun i situationen inden. I det 36. minut måtte Matej Delac diske op med en flot fodparade, da Atanga var på spil igen, og to minutter senere måtte målmanden hente bolden ud af netmaskerne igen, da Mikkel Damsgaard scorede i det lange hjørne.

FC Nordsjælland gik til pause med en 2-0 føring, og 11 minutter inde i 2. halvleg øgede Mikkel Rygaard til 3-0 på et straffespark.

Michael Lumb havde AC Horsens’ bedste forsøg efter godt en times spil, da han forsøgte sig med et hovedstød, men målmanden reddede. To minutter senere blev det 4-0 efter kvikt FCN-spil, og et kvarter før tid scorede Oliver Antman til 5-0 i en situation, hvor et par gule forsvarsspillere gled på kunstgræsset. Kampen blev lukket fire minutter før tid, da bolden ramte stolpen og ramte Malte Kiilerich, hvorefter den hoppede over stregen.

Der var debut til James Gomez, der kom på banen i det 81. minut i stedet for Bjarke Jacobsen.

AC Horsens spiller kamp igen allerede på mandag den 24. februar, når de østjyske lokalrivaler fra AGF gæster CASA Arena Horsens. Klik her for at købe billet til det opgør.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om dagens opgør.

FC Nordsjælland – AC Horsens 6-0 (2-0)
1-0 Isaac Atanga (9.)
2-0 Mikkel Damsgaard (38.)
3-0 Mikkel Rygaard (56.)
4-0 Mohammed Kudus (65.)
5-0 Oliver Antman (75.)
6-0 (Selvmål)

AC Horsens: Delac, Therkildsen, Kiilerich, Ludwig (Masovic, 46.), Lumb (Drost, 69.), Prip, Jacobsen (Gomez, 81.), Okosun Thorsen, Hansson, Frantsen.

FC Nordsjælland: Larsen, Thychosen, Hansen, Mumin, Jenssen, Rygaard, Andersen, Diomande (Antwi, 61.), Atanga, Kudus (Rothmann, 72.), Damsgaard (Antman, 72.).

Advarsel, AC Horsens: Masovic (53.), Hansson (56.)

Advarsel, FC Nordsjælland: Diomande (34.), Thychosen (43.)

Dommer: Mikkel Redder

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.