AC Horsens forkorter hjemmebanen


1. april 2019

AC Horsens har i dag offentliggjort, at man fra fredagens opgør mod AGF spiller på en forkortet version af CASA Arena Horsens.

Ændringen skal skærpe AC Horsens’ offensive spil ved, at to-meter-manden Mikkel Mena Qvist nu skal kunne kaste indkast fra egen banehalvdel.

- Det er et stigende problem for os, at modstanderne kan drage fordel af at sparke bolden ud til indkast nede ved vores eget felt, uden at det ender i en dødboldsituation, forklarer direktør Kristian Nielsen og fortsætter:

- Vi har haft en god dialog med Qvist, og for at vi bl.a. kunne lande kontraktforlængelsen med ham, føler vi, at det var en beslutning, der lå lige til højrehånden, lyder det fra Kristian Nielsen.

Helt konkret drejer det sig om 2 meter fra hver side, at banen bliver rykket ind. De 2 meter bliver tilmed brugt til ekstra tilløb, hvilket giver Mikkel Mena Qvist de ønskede forhold, for at han vil fortsætte i AC Horsens.

- Jeg er blevet kimet ned fra bl.a. klubber fra Championship, der alle ønsker mig på kontrakt fra på sommer. Vi har alle hørt rygterne om deres enorme transferbudgetter, og jeg ville passe godt ind derovre, fortæller en ærlig Mikkel Qvist og fortsætter:

- Men AC Horsens’ beslutning om at opfylde mine krav til forholdene på CASA Arena Horsens har været med til at gøre beslutningen om at blive lettere. Jeg har jo følt mig dum, hver gang vi får et indkast nede ved vores hjørneflag. Vores publikum, mine fans og TV-seere verden over forventer, at den lander i feltet, og jeg kan bare ikke skuffe dem længere, siger Qvist.

Disse ændringer og forlængelsen med Qvist er også i god tråd med AC Horsens’ 2020 plan, der ligger for holdet og deres faciliteter. Ved at man allerede fra på fredag spiller med forkortet bane, mangler kun nu importen af det økologiske bjerggræs, før at det fulde potentiale i AC Horsens’ trup skinner igennem.

- Bolden er de seneste par kampe for ofte dumpet ned for modstandernes fødder, efter den har ramt jorden, og det nye knoldede bjerggræs er med til at give en større tilfældighed, der mindst sikrer os en 50/50, fortæller direktør Kristian Nielsen.

AC Horsens spiller som sagt deres første kamp på den forkortede hjemmebane mod netop AGF den 5. april med kampstart kl. 19:00.