AC Horsens forlænger ikke med Hamza Kizil


23. maj 2012

AC Horsens har valgt ikke at forlænge kontrakten med Hamza Kizil, der stopper i klubben denne sommer.

- Hamza Kizil har arbejdet godt i det seneste halve års tid, men der er stor konkurrence om pladserne i AC Horsens, og der er ingen tvivl om, at det rigtige skridt for ham vil være at finde en klub i 1. division, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Den 22-årige midterforsvarer ser frem til at tage hul på næste step i karrieren.

- Jeg har været glad for min tid i AC Horsens, hvor vi har et godt sammenhold, men tiden er inde til at komme videre, for jeg trænger til nye udfordringer, fortæller Hamza Kizil.

Han ved endnu ikke, hvor han fortsætter karrieren.