AC Horsens forlænger med Hamza Kizil


27. maj 2011

AC Horsens har forlænget den eksisterende aftale med Hamza Kizil, så samarbejdet nu gælder frem til sommeren 2012.

Cheftræner Johnny Mølby ser frem til at arbejde videre med Kizil.

- Hamza Kizil er en ung spiller og han skal stadig forbedre sig, men han er duelstærk, spændstig og hovedstødsstærk. Vi tror på, at han kan tage det sidste skridt op på superliganiveau, men det kræver at han udvikler sig via et kontinuerligt forløb og undgår skader, vurderer Johnny Mølby.

Sportsdirektør Jesper Hansen glæder sig over, at klubben forlænger med den unge midterforsvarer.

- Vi vil gerne udvikle vores egne talenter og Hamza Kizil har været i klubben gennem mange år. Han har desværre været uheldig med skader gennem det meste af dette år, men han får nu en ny chance for at bevise sit værd. Hamza Kizil er en spændende spiller, der skal udvikle sig yderligere, men vi har en forventning om, at han kan tage det sidste skridt, lyder det fra Jesper Hansen.

21-årig Kizil med de tyrkiske rødder er glad for kontraktforlængelsen.

- AC Horsens er min klub og jeg har det godt her, så jeg ville gerne forlænge. Jeg har været igennem en svær periode med skader i baglår og lyske, men nu er jeg ved at være i god form igen og min ambition er at komme tættere på førsteholdet og holde mig skadesfri. Jeg er glad for, at klubben viser mig tillid ved at forlænge min kontrakt, fortæller Hamza Kizil.