AC Horsens forlænger med Keld Erik Sørensen


23. december 2011

AC Horsens har forlænget aftalen med Keld Erik Sørensen, der bliver T-træner med ansvar for de yngste årgange i AC Horsens og Talentskolen. Parterne er blevet enige om en to-årig aftale, der er gældende frem til sommeren 2014.

- Keld Erik Sørensen har været med siden Talentskolens etablering i 2008 og han har en meget stor del af æren for, at vi har en fantastisk velfungerende Talentskole i dag. Forlængelsen med Keld Erik Sørensen er en styrkelse af vores organisation i forhold til at dyrke de yngste årgange, hvilket falder meget godt i tråd med de initiativer, som AC Horsens gennem de seneste år har taget gennem samarbejdet med klubberne i Horsens, Talentskolen og ”den gule tråd”, hvor træningsmiljøet for de yngste i vores samarbejdsklubber dyrkes, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Keld Erik Sørensen fungerede første gang som træner i AC Horsens i 2000, men holdt derefter en pause på fem år, hvorefter han vendte tilbage til klubben. Siden 2008 har han været ansvarlig for Talentskolen.

- Vi har iværksat en række initiativer omkring blandt andet ”den gule tråd” og Talentskolen, som vi nok først for alvor vil se den positive effekt af om et par år, så derfor var det naturligt at forlænge aftalen med to år. Der er ingen tvivl om, at vi har sat nogle ting i søen, der vil styrke spillernes udvikling yderligere og give bedre træning ude i samarbejdsklubberne. Vi har taget et kvantespring fra den første dag på Talentskolen i 2008 og frem til i dag, hvilket har været rigtig spændende at være en del af. I starten havde vi meget vide rammer, men det er blevet fintunet efter Anders Madsens ankomst og i dag har vi et rigtig godt setup. Vi er gode til at håndtere overgangen fra børnefodbold til AC Horsens. Selvfølgelig har der været udfordringer gennem årene, men vi har evalueret hvert eneste år i bestræbelserne at forbedre os. Personligt har jeg været meget glad for samarbejdet med Claus Troelsen omkring ”den gule tråd” og samarbejdet med Anders Madsen omkring Talentskolen. Derudover har jeg oplevet 100 procent opbakning fra Jesper Hansen vedr. ønsker til forbedring af Talentskolen og jeg har fået lov til at gøre mange ting. Jeg er glad for at arbejde sammen med Carsten Nederby og de øvrige trænere på Talentskolen, fortæller Keld Erik Sørensen.

Foto: badenfoto.dk