AC Horsens forlænger med Kenan Hajdarevic


20. december 2011

AC Horsens har forlænget aftalen med Kenan Hajdarevic, så samarbejdet nu gælder frem til sommeren 2013.

Kenan Hajdarevic skiftede til AC Horsens fra FC Fredericia for halvandet år siden og cheftræner Johnny Mølby er glad for, at den fysisk stærke angriber har valgt at forlænge opholdet.

- Kenan Hajdarevic udvikler sig hele tiden som spiller og det skyldes blandt andet, at han er blevet bedre på træningsbanen og mere fit. Han er professionel med sin sport og har løftet sig meget, hvilket han blandt andet beviste i efterårets sidste kamp i Lyngby, hvor han spillede en rigtig god kamp. Men han skal blive dygtigere på alle parametre og han skal score flere mål, fortæller cheftræner Johnny Mølby.

- Vi har aldrig været i tvivl om Kenan Hajdarevic’ store potentiale og han har allerede lagt på sit niveau i AC Horsens, men Kenan og vi tror på, at vi kan løfte ham yderligere. Han er kun 21 år, men han har allerede bevist sit værd i Superligaen og han har gode forudsætninger for at blive en etableret Superliga-spiller, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.

Kenan Hajdarevic ser frem til endnu flere kampe i den gule trøje.

- AC Horsens er et godt sted at være og jeg har allerede fået meget ud af mit ophold i klubben. Som hold har vi meldt os ind i topkampen og jeg ser frem til et spændende forår med holdkammeraterne. Selvfølgelig vil jeg gerne spille fast og det tror jeg på, at jeg kommer til. Jeg sluttede godt af i Lyngby og jeg brænder for at vise, at jeg kan score mål for AC Horsens, fortæller Kenan Hajdarevic.

Foto: badenfoto.dk