AC Horsens forlænger med Mads Søvndal


26. marts 2021

AC Horsens tilknyttede Mads Søvndal i sommeren 2018, hvor han fik en rolle omkring U16-holdet og U17-holdet, og halvandet år senere blev han forfremmet til cheftræner for U17-holdet.

Han har formået at sætte et stort aftryk på den gule talentudvikling, og det skal han fortsætte med de kommende år, for han har netop skrevet under på en toårig forlængelse af trænerkontrakten.

Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at Søvndal fortsætter som en del af en meget velfungerende trænergruppe.

- Mads Søvndal var en del af en trænerrokade for godt et år siden, hvor han overtog cheftrænerrollen for U17-mandskabet, og inden det var han assistent for Christian Hansen på U17. Vi fastholder altså en vigtig kontinuitet og en rigtig dygtig og videbegærlig træner, der er dygtig på mandskabsdelen, og han har i det første halve år som cheftræner for et hold i ligaregi vist sig som en taktisk velovervejet træner, der er stærk på analysedelen. Det er godt for Mads, os som klub og vores talenter, at han fortsætter som træner på Akademiet, fortæller Niels Erik Søndergård.

Forlængelsen lå også til højrebenet for Mads Søvndal.

- I virkeligheden var det ikke et svært valg. Jeg er et sted med utrolig mange dygtige og dedikerede mennesker, hvor jeg får lov til at arbejde med det jeg brænder allermest for. Jeg kan se at jeg kan tage de rigtige skridt i min egen udvikling her, både som fodboldtræner og som menneske. Derudover kan jeg se at vi som klub kan tage nogle store skridt i de næste par år, hvilket jeg rigtig gerne vil bidrage til, fortæller Mads Søvndal, der er glad for at være en del af en engageret trænergruppe:

- Vi har en fed gruppe af unge, ambitiøse trænere som er villige til at arbejde hårdt og investere rigtig meget tid på trænergerningen. Det er et miljø som først og fremmest er kendetegnet ved et stærkt fodboldfagligt fundament, hvilket kommer til udtryk i de daglige diskussioner vi har om de enkelte spillere og når vi analyserer spillet. Derudover så har vi et utrolig stærkt sammenhold i gruppen og det er helt klart også en af de tungtvejende årsager til, at jeg har valgt at forlænge min aftale med AC Horsens, lyder det fra Mads Søvndal.

Akademiet har aldrig stået stærkere end i øjeblikket, og det skyldes i høj grad Søvndal og trænerkollegerne.

- Udviklingen på akademiet har været eksplosiv de seneste år. Vi spiller nu i de øverste rækker fra U13-U19 og er konkurrencedygtige på alle årgangene. Vi har aldrig stået stærkere som akademi, end vi gør nu. Vi ved internt, hvor store skridt vi har taget over de seneste år, og vi ser ind i en fremtid, hvor vi kun bliver dygtigere til at udvikle talenter. Det er efterhånden også gået op for resten af Fodbold-Danmark, at det arbejde vi laver her i klubben, er unikt. Eksempelvis er vi den eneste klub i Danmark, der kan tilbyde morgen- og formiddagstræning fire ud af ugens fem dage, hvilket giver de helt optimale betingelser for vores unge spillere til at dygtiggøre sig som fodboldspillere og jagte deres drøm, samtidig med at de kan passe deres skole og har tid til lektier, familie og venner. Vi stiller os aldrig tilfredse, og har meget mere vi skal nå, men det er meget motiverende at vi er så godt på vej, forklarer Søvndal.

Der bliver arbejdet ud fra en klar strategi på Akademiet, og der venter et par spændende år.

- I AC Horsens arbejder vi ud fra en strategi, der blandt andet handler om at udvikle lokale spillere til vores førstehold. Vi er kommet et langt stykke i den periode på snart tre år, hvor jeg har været en del af klubben, men vi vil endnu mere. Vi har dygtige spillere på vej i alle de kommende årgange, hvilket er et resultat af en målrettet og langsigtet indsats fra alle i og omkring Akademiet, hvor der virkelig er blevet arbejdet hårdt. Ambitionen for de kommende to år er, at vi får gjort disse dygtige spillere endnu mere klar til at træde ind på 1. senior, så vi kan få endnu flere gule talenter til at træde ind på CASA Arena. Transitionen fra akademi til senior er enormt spændende, og jeg glæder mig til fortsat at bidrage til denne proces og dermed arbejde i retning af klubbens strategi, som jeg er glad for at være en del af. Det betyder meget for mig at være i en klub, hvor der bliver troet på de unge, slutter Mads Søvndal.