AC Horsens forlænger med Martin Spelmann


31. maj 2011

AC Horsens har forlænget den eksisterende aftale med Martin Spelmann, så samarbejdet nu gælder frem udgangen af 2014. Martin Spelmann skiftede fra Brøndby til AC Horsens i sommeren 2008 og har udviklet sig til at være en markant profil hos ”De Gule”.

Cheftræner Johnny Mølby glæder sig over kontraktforlængelsen med AC’s nummer 10.

- Martin Spelmann har spillet en rigtig god sæson for os. Han har fået mere styr på sit temperament og er blevet en mere moden spiller. Teknisk og taktisk har han udviklet sig meget, men han skal stadig udvikle sig og f.eks. blive mere målfarlig. Han har en god indstilling til tingene og er en spiller, der med sin store energi går forrest og han hiver de andre med, lyder det fra Johnny Mølby.

- Martin Spelmann har gennemgået en fantastisk udvikling siden han kom til AC Horsens for tre år siden og han fremstår i dag som en rigtig god repræsentant for vores dyder. Han er stadig en forholdsvis ung spiller og han skal fortsat udvikle sig, men han har potentiale til at blive en endnu større profil i Superligaen, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.

Martin Spelmann havde kontrakt frem til udgangen af dette år, men han har altså valgt at forlænge med yderligere tre år.

- Jeg har hele tiden sagt, at AC Horsens er et springbræt for mig, men det har taget noget tid for mig at komme op i det gear, som jeg havde, da jeg var bedst i Brøndby. Jeg har haft en god sæson i AC Horsens, men jeg er ikke 100 procent klar til det store eventyr i udlandet endnu og der er ingen grund til at skifte til en anden dansk klub. Jeg har det godt i AC Horsens, kan lide folkene omkring holdet, spiller hver gang på et hold i fremgang og kan sagtens udvikle mig yderligere under vores trænerteam, fortæller Martin Spelmann.