AC Horsens forlænger med Mikkel Jespersen


22. juli 2020

For et lille års tid siden styrkede AC Horsens setup’et omkring superligatruppen med ansættelsen af Mikkel Jespersen som rekrutteringsansvarlig for AC Horsens og individuel træner for superligaholdet, og det samarbejde har fungeret så godt, at aftalen er blevet forlænget med yderligere et år.

Mikkel Jespersen har udviklet sig meget i det gule trænerteam, og manager Bo Henriksen glæder sig over, at Jespersen fortsætter.

- Vi kendte jo Mikkel Jespersen godt i forvejen, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde store forventninger til ham i trænerteamet qua hans menneskelige kvaliteter og fodboldfaglige kundskaber, og dem har han til fulde indfriet. Han har i den grad bidraget til træningsmiljøet og træningskulturen fra dag ét, og han har som forventet været en klar gevinst for AC Horsens. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med Mikkel, fortæller Bo Henriksen.

Mikkel Jespersen glæder sig til at fortsætte som træner i de gode rammer på Langmarksvej.

- Jeg er glad for at fortsætte i trænerteamet, for jeg brænder virkelig for det, og vi har gang i noget fedt. Vi har en god træningskultur, et kompetent trænerteam og en dygtig spillertrup med et stort potentiale, og det er dejligt at være en del af AC Horsens igen. Det har været et lærerigt år, hvor jeg startede som scout og individuel træner, og jeg har været meget med omkring trænerrollen. Jeg blev desværre ramt af en knæskade og var væk fra januar og frem til efter coronapausen, og det var selvfølgelig ærgerligt, men det har været én stor succesoplevelse efter coronapausen, hvor vi har arbejdet med sultne spillere, der er blevet bedre som hold. Jeg glæder mig til at fortsætte, lyder det fra Mikkel Jespersen.

Fremadrettet skal alle henvendelser vedrørende transfers fra agenter mv. rettes til Mikkel Jespersen.