AC Horsens forlænger med Nicolai Brock-Madsen


18. juni 2019

AC Horsens har forlænget aftalen med Nicolai Brock-Madsen, så samarbejdet nu fortsætter frem til sommeren 2021.

Nicolai Brock-Madsen blev hentet til AC Horsens i januar 2019, og efter en drilsk skade i starten blev han bedre og bedre, og den foreløbige kulmination kom, da han blev matchvinder i det første playoff-opgør mod Vendsyssel FF.

Nu fortsætter han altså i den gule trøje, og det glæder manager Bo Henriksen.

- Vi har arbejdet på det gennem længere tid, og vi er selvfølgelig sindssygt glade for, at vi har forlænget aftalen med Nicolai Brock-Madsen. Han var en af de afgørende faktorer for, at vi overlevede i sidste sæson, og han viste den kvalitet, ærgerrighed og indstilling, som vi søger hos alle spillere. Han er et voksent menneske, som vil vinde og formår at få de andre spillere med, og den type er vanskelig at finde. Han er et monster for alle modstandere, og det gør ondt at spille overfor ham, og vi er glade for og stolte over, at Brock finder vores projekt så spændende, at han gerne vil fortsætte her i klubben, fortæller Bo Henriksen.

Nicolai Brock-Madsen ser frem til at fortsætte den gode udvikling i den gule trøje.

- Det giver god mening for alle parter med en ny aftale. Jeg er faldet godt til i klubben, hvor jeg er omgivet af gode mennesker, og folk har været meget imødekommende, selvom jeg har været skadet. Jeg var selvfølgelig træt af, at jeg var skadet i starten og ikke fik sat det aftryk og spillet de kampe, jeg gerne ville, men jeg kom godt tilbage, og jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe klubben med at overleve i Superligaen. Nu har vi lagt en god plan for mig, så jeg kan fortsætte min udvikling og blive den bedste udgave af mig selv, og så ser jeg frem til en spændende sæson, hvor vi skal gøre det så godt, at vi ikke kommer i spil til nedrykningspladserne, fortæller Nicolai Brock-Madsen.