AC Horsens forlænger med Peter Nymann


20. juli 2020

De gule fans har sukket efter nyheden om en kontraktforlængelse til Peter Nymann, og nu er ønsket gået i opfyldelse, for han har skrevet under på en forlængelse frem til sommeren 2021.

Peter Nymann har igen i denne sæson været fremragende for ”de gule”, og han er et af de sikreste kort i Bo Henriksens startopstilling.

130 kampe med AC Horsens-logoet er det blevet til, siden Peter Nymann skiftede fra FC Vestsjælland til AC Horsens i 2016, og Bo Henriksen er lykkelig for, at han også råder over snart 38-årige Nymann i næste sæson.

- Peter Nymann er en kulturbærer og en institution i AC Horsens, og jeg kan ikke rose ham nok. Han har kæmpe betydning på og uden for banen, og han har igen i denne sæson leveret præstationer på et meget højt niveau. Han er vellidt af alle i og omkring truppen, og han er en fantastisk repræsentant for vores værdier, så vi er både glade for og stolte af, at han fortsætter, fortæller Bo Henriksen.

AC Horsens tabte forårssæsonens første tre kampe, og det var uden Peter Nymann på banen. Siden kom han tilbage på banen, og han har ikke prøvet at tabe i 3F Superligaen i år.

Peter Nymann har en fortid i en række danske klubber og har også prøvet kræfter med et udlandsophold i svenske Djurgårdens IF. AC Horsens er den klub, han har tilbragt flest sæsoner i.

- Jeg er glad for, at jeg har skrevet under på endnu en forlængelse af kontrakten med AC Horsens, for klubben udvikler sig hele tiden, og det vil jeg gerne være en del af, så længe jeg kan bidrage. Jeg nyder at spille fodbold i AC Horsens, hvor vi har et godt setup og en stærk trup med et stort potentiale, og jeg ser frem til endnu et år i den gule trøje, lyder det fra Peter Nymann.