AC Horsens forlænger med Rune Neubauer


17. januar 2012

AC Horsens har forlænget kontrakten med Rune Neubauer, der blev hentet i LFA i sommer.

Den talentfulde målmand fik problemer med et springerknæ kort efter ankomsten til AC Horsens og har derfor ikke spillet ret meget, men ”De Gule” tror på Neubauer.

- Rune Neubauer er en god fyr, der vil fodbold 100 procent. Desværre blev han ramt af et springerknæ efter 14 dage i klubben og det er en svær situation for en ung målmand, der gerne vil vise sig frem i en ny klub, men han har tacklet det rigtig fint. Vi har set hans kvaliteter her på træningsbanen, men også i kampe for LFA og vi forventer os meget af ham. Han har en god højde og drøjde, stor rækkevidde og han er refleksstærk. Rune er en målmand, der kan hive de store redninger frem, men han har også en dejlig ro og han kommunikerer rigtig godt med sine holdkammerater, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

AC Horsens har nu kontrakt med AC Horsens frem til sommeren 2013 og han ser frem til at fortsætte hos ”De Gule”.

- Min skade har forhindret mig i at bevise ret meget og jeg er virkelig glad for, at klubben fortsat tror på mig. Alle i og omkring AC Horsens har taget godt imod mig og jeg er faldet godt til i byen og klubben. Nu er min ambition at komme godt tilbage efter min skade og spille mig til endnu en kontraktforlængelse, så jeg kan blive seniormålmand i AC Horsens, fortæller Rune Neubauer, der bliver 18 år om en uges tid.