AC Horsens forlænger med syv spillere og Kortegaard


3. juni 2020

Bolden ruller i 3F Superligaen frem til slutningen af juli, og det har givet nogle udfordringer i forhold til de kontrakter, der udløb 30. juni, men Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening er blevet enige om en aftale, der giver spillere og klubber mulighed for at spille sæsonen færdig med de nuværende trupper.

AC Horsens har nu kontraktforlængelserne på plads med Peter Nymann, Ayo Simon Okosun, Erhan Masovic, James Gomez, Oliver Drost, Matthias Præst og Michael Lansing, der alle skrevet under på en kort forlængelse, og det samme har Thomas Kortegaard, der er en del af trænerstaben.

Manager Bo Henriksen glæder sig over, at kontraktforlængelserne er på plads inden den første kamp efter COVID-19 pausen.

- Det har været naturligt for begge parter at få de her forlængelser på plads, og jeg havde egentlig heller ikke forventet andet, for vi er en klub med stærke værdier og et rigtig godt miljø, og spillerne er fuldt dedikerede til at brænde igennem for AC Horsens, fortæller Bo Henriksen.

Alle spillere og Thomas Kortegaard har forlænget med yderligere en måned undtagen Michael Lansing, der har skrevet under på en aftale for resten af året.

- Michael Lansing skal opereres i knæet på et tidspunkt, og vi har valgt at forlænge hans aftale med et halvt år for at give hinanden tid til at få det på plads. Lansing har hverken problemer med at træne eller spille kamp, men han skal opereres efter sæsonen, forklarer Bo Henriksen.