AC Horsens forstærker offensiven med Jannik Pohl


2. september 2019

AC Horsens har forstærket offensiven ved at leje Jannik Pohl i hollandske FC Groningen, og den hurtige angriber tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale, der løber frem til årsskiftet.

AC Horsens har sikret sig en købsoption på Jannik Pohl, og manager Bo Henriksen glæder sig over, at det er lykkes at lande en aftale med den 23-årige angriber.

- Aftalen med Jannik Pohl fuldender vores transfervindue, for vi har nået de mål, vi havde håbet på og drømte om. Jeg talte med Jannik Pohl for første gang for halvanden måned siden, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en gevinst for os, men i første omgang skal han finde formen igen efter en lang periode, hvor han ikke har spillet. Han skal i kamp allerede på onsdag, når vi spiller pokalkamp, og så skal han bare bygge på derfra, fortæller Bo Henriksen.

Jannik Pohl er sulten efter at spille fodbold, og han glæder sig til at repræsentere ”de gule”.

- Jeg er nået til et punkt, hvor jeg skal have spilletid, og det tror jeg på, at jeg kan få i AC Horsens, hvor jeg passer godt ind med mine kvaliteter. AC Horsens har bygget et spændende hold op, og jeg glæder mig til at spille under Bo Henriksen, som jeg rigtig godt kan lide. Ventetiden har været lang, men det har i sidste ende været det hele værd, for jeg har fået det, jeg søgte, og mavefornemmelsen er rigtig god. Når folk snakker om AC Horsens, så har de været glade for at være i klubben, og de arbejder efter fine værdier, som passer godt til mig, fortæller Jannik Pohl.

Rundt om Jannik Pohl:
Født den: 6. april 1996
Højde: 183 centimeter
Tidligere klubber: Hundelev Boldklub, GVL Løkken, Hjørring IF, AaB, FC Groningen
Ungdomslandskampe: 33

Foto: FC Groningen