AC Horsens har valgt at hjemsende spillertruppen


21. marts 2020

AC Horsens har valgt, som en konsekvens af regeringens og sundhedsmyndighedernes forbud og anbefalinger, at hjemsende store dele af administrationen og superligaspillerne, og hjemsendelsen er på ubestemt tid.

Beslutningen er truffet ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, og fordi AC Horsens som resten af oplevelsesindustrien er hårdt ramt af situationen.

Alle medarbejdere vil i perioden, med støtte fra regeringens trepartsordning, få udbetalt fuld løn og kan returnere til deres stilling, når AC Horsens kalder dem på arbejde igen.

- Vi sender vores medarbejdere hjem i denne situation, fordi vi finder det mest ansvarligt overfor vores medarbejdere, men også overfor samfundet generelt. Ingen af vores spillere skal udsættes for smittefare og dermed risikere at blive smittebærere, og derfor er de sendt hjem for at passe på sig selv og deres familier. Vores medarbejderes sundhed er en topprioritet, og derfor har vi taget det her drastiske skridt. Vi er – ligesom mange andre – dybt berørte af denne situation, og vores tanker går naturligvis til alle dem, der har coronavirus tæt inde på livet, fortæller manager Bo Henriksen.

Hjemsendelsen betyder, at spillerne ikke står til rådighed for pressen. Spørgsmål til AC Horsens skal rettes til Bo Henriksen eller direktør Kristian Nielsen.

Foto: Charlotte Adsbøl