AC Horsens havde fortjent point på Heden


14. februar 2021

AC Horsens spillede langt hen ad vejen en kamp lige efter bogen i Herning mod FC Midtjylland, og ”de gule” havde fortjent point for indsatsen, men det var værternes Dion Cools, der kunne lade sig hylde som matchvinder efter slutfløjtet.

FC Midtjylland havde bolden meget i kampens første 15-20 minutter, og både Evander og Isaksen forsøgte sig fra distancen, men de kunne ikke passere en velspillende Matej Delac. AC Horsens arbejdede sig godt ind i kampen, og Nicolai Brock-Madsen havde gæsternes første forsøg, da Jacob Buus fandt ham i feltet, men Scholz blokerede hans skud.

I det 34. minut måtte Matej Delac hive en god redning ud af ærmet, da Pione Sisto fandt Gustav Isaksen i feltet. Han afsluttede fra tæt hold, men Delac pillede pynten af ham.

2. halvleg var blot fem minutter gammel, da Jannik Pohl blev sendt afsted i en omstilling, men han skød forbi det lange hjørne.

I det 65.minut headede lange Luca Pfeiffer lige forbi mål, og et par minutter fik Nicolai Brock-Madsen chancen for at udnytte en skovtur fra Jesper Hansen, men uden at få netmaskerne til at blafre.

Kampens eneste mål faldt i det 71. minut, da Pione Sisto fandt Dion Cools ved bageste stang, og han sendte bolden i nettet.

AC Horsens fortsatte med at presse på, og fem minutter før tid strøg Lirim Qamili til baglinjen og sendte bolden på tværs, hvor Paulinho var tæt på at lave selvmål.

Malte Kiilerich fik en kæmpe chance for at udligne i det 97. minut, men han fik ikke ordentlig ram på bolden, der blev reddet på stregen.

AC Horsens jagter point igen på søndag, når OB gæster CASA Arena Horsens.

FC Midtjylland - AC Horsens 1-0 (0-0)
1-0 Dion Cools (71.)

AC Horsens: Delac, Nymann (Thorsen, 88.), Kiilerich, Ludwig, Reese, Buus (Tengstedt, 88.), Jacobsen, Hansson, Prip, Brock-Madsen (Qamili, 77.), Pohl (Brajanac, 60.).

FC Midtjylland: Hansen, Cools, Scholz, Sviatchenko, Paulinho, Dreyer (Mabil, 82.), Onyeka (Madsen, 83.), Sisto, Evander, Isaksen (Cajuste, 62.), Pfeiffer (Kaba, 72.).

Advarsel, AC Horsens: Jacobsen (3.), Qamili (91.)

Advarsel, FC Midtjylland: Onyeka (50.)

Dommer: Jakob Kehlet

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.