AC Horsens henter forsvarsklippe i Skive IK


23. december 2019

AC Horsens har forstærket truppen med tilgangen af Magnus Riisgaard Jensen, der er købt fri af kontrakten med Skive IK.

Den fysisk stærke midterforsvarer er blevet udstyret med en kontrakt, der løber frem til den 31. december 2023, og manager Bo Henriksen glæder sig til samarbejdet.

- Vi har i forvejen et stærkt stopperpar i Alexander Ludwig og Malte Kiilerich, og Magnus bliver et rigtig fint supplement i første omgang, men vi har en klar forventning om, at han kommer til at gøre en forskel for os om et halvt eller helt år, for det kræver selvfølgelig noget tilvænning, når man skifter fra 1. division. Vi har i princippet Erhan Masovic på en lejeaftale frem til sommer, men hans situation har vi ikke en endelig afklaring på endnu, og derfor er det rettidig omhu, at vi styrker os med Magnus. Det sikrer os noget kontinuitet, at vi har tre stoppere på længere kontrakter, og vi glæder os til at byde velkommen til Magnus. Ham har vi store forventninger til, og det er også derfor, vi har lavet en fireårig kontrakt med ham, fortæller Bo Henriksen.

Magnus Riisgaard Jensen holder velfortjent ferie efter en halvsæson, hvor han har spillet samtlige minutter i 18 kampe for Skive IK, og han glæder sig til at blive en del af AC Horsens.

- Superligaen har været en kæmpe ambition og en drøm for mig, og da AC Horsens meldte sig på banen, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Jeg havde en fin samtale med Bo Henriksen og sammenholdt med, at jeg kommer på fuld tid i en superligaklub, så var det ikke et svært valg. Udefra virker det som om, at AC Horsens har et godt fællesskab, og Bo virker som en træner, der gør meget for fællesskabet, siger Magnus Riisgaard Jensen og fortsætter:

- På den korte bane gælder det om at komme godt i gang med træningen, komme op i tempo med de andre og vænne mig til at være på fuld tid, og på langt sigt er ambitionen at bide mig fast på holdet og i Superligaen, lyder det fra Magnus Riisgaard Jensen.

Rundt om Magnus Riisgaard Jensen:

Født: Den 27. oktober 1996

Højde: 195 centimeter

Position: Midterforsvar

Tidligere klubber: Løgstrup IF, Viborg F.F., Skive IK

Trøjenummer i AC Horsens: 3