AC Horsens indgår aftale med stortalent


20. januar 2020

AC Horsens oplever stor fremgang på alle parametre, når det gælder klubbens akademi, og der er absolut grund til optimisme, når man ser på de gule talenter og årgange.

Jonas Kirkel er et af de store talenter, og han kunne på sin 15-års fødselsdag skriver under på en aftale, der løber frem til udgangen af 2022.

Jonas Kirkel har været stærkt spillende på U15-holdet, og talentchef Claus Troelsen ser noget helt særligt i Kirkel.

- Vi har en meget spændende gruppe spillere fra årgang 2005, og en af dem er Jonas Kirkel. Vi ser et stort potentiale i ham, for han opfylder alle de krav, vi har til en højre back på Akademiet. Han er hurtig, fysisk stærk, slår gode indlæg, er god med bolden og kan udfordre offensivt. Han er et spejlbillede på den type spiller, vi gerne vil dyrke og føre igennem til førsteholdet, og vi har store forventninger til Jonas, fortæller Claus Troelsen og fortsætter:

- På det menneskelige plan er han en ærgerrig type, der vil gå langt for at lære, og han står altid klar på træningsbanen for at yde en ekstraordinær indsats. Han stiller krav til sine omgivelser på den rigtige måde, så han er sikker på, at vi stiller god træning til rådighed, så han kan følge sin udviklingsplan. Han lever flot op til vores værdier og er for os i AC Horsens en drømmespiller på stort set alle parametre, lyder det fra Troelsen.

Jonas Kirkel arbejder hårdt for at forbedre sine udviklingsområder, for der er selvfølgelig plads til forbedringer, når man er 15 år.

- Jonas træner kontinuerligt i U17-truppen, selvom han er 15 år, og det gør han blandt andet for at lære at arbejde i et højere tempo og træffe hurtigere valg. Det er en helt naturlig udviklingsproces, og det skal han nok lære ved at blive matchet opad. Om et halvt til et helt år vil han være en stor profil på vores U17-hold, for han har en god evne til at tilpasse sig det niveau, han bliver matchet på. Aftalen er en stor cadeau til Jonas Kirkel, men det er også et stort skulderklap til de trænere, der har arbejdet med ham gennem årene, slutter Claus Troelsen.

Jonas Kirkel har en fortid i Hatting-Torsted og Horsens fS.