AC Horsens indgår treårig aftale med Lukas Wagner


31. marts 2021

AC Horsens har aldrig stået stærkere end i øjeblikket, når det gælder talentudvikling, og Akademiet er blandt de absolut bedste i landet.

Talenterne har aldrig haft bedre muligheder for at udvikle sig, og der er mange spændende spillere på vej.

En af dem er Lukas Wagner, der egentlig har alderen til at være U17-spiller, men han er blevet en fast del af U19-trupppen, og han træner også ugentligt med superligatruppen.

Han har gjort det så overbevisende over en længere periode, at AC Horsens har belønnet ham med en treårig aftale, og der er store forventninger til den 16-årige midtstopper.

- Lukas Wagner er en rigtig dygtig forsvarsspiller med og uden bold, og han er teknisk god til at sætte spillet i fase 1 med korte afleveringer, men som ung spiller har han selvfølgelig også udviklingsområder, og han skal blandt andet videreudvikle det lange spil. Han har en god pakke, for han er duelstærk, god til at læse spillet, og han er en ledertype, der kommunikerer godt. Han er moden af sin alder og i akademisammenhæng en kulturbærer, der er med til at sikre et godt træningsmiljø med sin presence og måde at være på, fortæller Claus Troelsen og fortsætter:

- Han har gennemgået en eksplosiv udvikling gennem de seneste 12-18 måneder, hvor han er blevet matchet opad mod U19-truppen, hvor han har været toneangivende, og han har trænet godt med superligatruppen og leveret gode præstationer i reservekampene. Vi har store forventninger til Wagner, og vi tror på, at han over de kommende tre år kan gøre sig gældende i superligatruppen. Der skal selvfølgelig sendes en masse roser videre til Christian Hansen, Mads Søvndal og de øvrige akademitrænere, der har arbejdet godt og målrettet med Wagner, lyder det fra Claus Troelsen.

Lukas Wagner kommer fra Hatting-Torsted, der er en af AC Horsens’ samarbejdsklubber i INSERO Klubsamarbejdet, og han blev en del af Talentskolen, inden han begyndte i AC Horsens som U13-spiller og har været i klubben lige siden.

- Det er helt klart fedt at skrive under på en aftale med AC Horsens, og det er selvfølgelig noget, jeg er stolt over og glad for, for jeg har arbejdet for det i lang tid, så jeg er glad for, at det nu er lykkes. Jeg kan mærke, at der er stor tillid til mig, og trænerne tror på mig, og jeg føler, at jeg udvikler mig hver dag, hvilket er det vigtigste. Vi har det rigtig godt sammen på Akademiet, hvor der er et godt sammenhold på og uden for banen, og vi er venner for livet, fortæller Lukas Wagner.

Det er gået hurtigt for den talentfulde midterforsvarer, og han glæder sig til at fortsætte den positive udvikling.

- Det var et mål for mig at blive en del af U19-truppen og træne kontinuerligt med superligatruppen, og nu skal jeg i første omgang bide mig fast på U19 med en masse spilletid og på længere sigt er målet at blive en del af superligatruppen og få kampe på stadion. Det er også et mål for mig at komme til udlandet på et tidspunkt, siger Lukas Wagner.