AC Horsens indgår treårig aftale med Selius Ibarrahane Gindeberg


17. november 2020

AC Horsens’ akademi er inde i en fantastisk udvikling, og den gule talentudvikling kører bedre end nogensinde.

Klubben har sikret sig aftaler med en stribe gule talenter i år, og nu har den talentfulde midterforsvarer Selius Ibarrahane Gindeberg skrevet under på en aftale, der løber de kommende tre år.

Selius Ibarrahane Gindeberg begyndte at spille fodbold i Hatting-Torsted og rykkede som niårig til Horsens fS, inden han som U13-spiller blev en del af AC Horsens.

Claus Troelsen er Head of Coaching i AC Horsens, og han glæder sig over, at endnu et stort talent har valgt at indgå en aftale med ”de gule”.

- Det er en fornøjelse at arbejde med Selius, for han træner virkelig godt med sine udviklingsmål og flytter sig hele tiden på sine områder i udviklingsplanen. Han er en hurtig og dygtig midtstopper, der er teknisk dygtig på specielt pasninger, og han er duelstærk og har et godt mindset. Han er en leder i forhold til sine præstationer, men han er også en stille fyr, og han skal arbejde med det kommunikative, for han har helt sikkert noget at byde ind med, fortæller Claus Troelsen og fortsætter:

- Han bragte sig i spil til U17-holdet sidste år, da han var U15-spiller, og i år har han for alvor bidt sig fast, men han er allerede nu i spil til at blive matchet op mod U19-holdet, som han af og til træner med. Vi tror meget på ham på den lange bane, og han er endnu et lokalt talent, der ser ud til at gå gennem vores fodbolduddannelsessystem. Det er vi stolte over, for det er en af vores målsætninger at udvikle lokale spillere til førsteholdstruppen, og vi tror på, at Selius kan gå hele vejen. Aftalen er et stort skulderklap til Selius, men det er også en kæmpe cadeau til de trænere og ledere på Akademiet, der har arbejdet med ham gennem årene, lyder det fra Claus Troelsen.

Selius Ibarrahane Gindeberg ser frem til at fortsætte i den gule trøje.

- Det er mega fedt at få lov til at være en del af AC Horsens, for det giver masser af gode oplevelser, og man udvikler sig som fodboldspiller. Alle på holdet har det godt sammen, så socialt fungerer det også rigtig godt. Jeg er utrolig stolt over at skrive under på min første aftale, og det var ikke noget, jeg havde forventet, men det var en god overraskelse. Min ambition er at blive endnu bedre og komme i betragtning til U16-landsholdet i første omgang. Jeg var med til den seneste samling, og det var en fin oplevelse. Det er helt klart et mål at blive udtaget til landsholdet igen, siger Selius Ibarrahane Gindeberg.