AC Horsens jagter angriber


1. juni 2012

Sæsonen 2011/2012 er blevet lukket ned, og ”De Gule” kan se tilbage på en sæson, der bød på både pokalfinaledeltagelse samt en fjerdeplads i Superligaen.  Forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang, og der er allerede tilført nye spillere til AC-truppen.

Steffen Kielstrup kommer fra Vejle Boldklub Kolding og stempler ind til opstartstræning, og det samme gør Jakob Rasmussen, der kommer fra klubbens bedste U-19 mandskab. Der mangler dog en angriber efter afskeden med Johan Absalonsen, og sportsdirektør Jesper Hansen er i fuld gang med at undersøge markedet.

- Vi har et hul i angrebet, som vi skal have lukket. Det er vigtigt, at vi får suppleret angrebet, så Johnny Mølby og trænerteamet får flere forskellige muligheder for at sætte vores angrebsduo sammen alt efter, hvordan taktikken skal være mod de forskellige modstandere. En af vores styrker er en fleksibel trup med spillere, der kan dække mange positioner, og vi har for eksempel benyttet André Bjerregaard i angrebet her i foråret, selvom han tidligere er blevet benyttet som kantspiller, fortæller Jesper Hansen.

Han har sagt farvel og tak til fire spillere.

- Christian Madsen, Hamza Kizil og Nikolaj Nielsen bliver erstattet af egne spillere, der rykker op som seniorspillere her til sommer, og det er Ergjan Zejnullahu, Patrick Grønbech, Jesper Fries og Jakob Rasmussen. Jakob Rasmussen skal såvidt muligt træne med A-truppen, mens de øvrige tre spillere skal primært træne med U-19 truppen og have kamptræning med reserveholdet. Tilbage i april hentede vi en rigtig dygtig spiller i Steffen Kielstrup, der kan dække flere forskellige positioner, og ham forventer vi os meget af i den gule trøje, fortæller Jesper Hansen, der har taget afsked med anfører Niels Lodberg.

- Niels Lodberg har været en vigtig spiller i AC Horsens’ historie, og vi ønsker ham held og lykke med næste step i karrieren. Herfra skal lyde en stor tak for indsatsen på og udenfor banen i AC Horsens, lyder det fra Jesper Hansen.

AC Horsens’ sportsdirektør glæder sig til en spændende sæson, og han forudser trængsel i både toppen og bunden af rækken.

- Vi glæder os først og fremmest til en god opstart med grundtræning, for vores tætte program i foråret har næsten kun givet os kampe i benene. Esbjerg rykker op igen, og det samme gør Randers som det ser ud lige nu, og der er lagt op til en tæt og jævnbyrdig Superliga i begge ender. FC København er qua historien og økonomien favorit til at løbe med mesterskabet, men det er mere åbent end nogensinde. Vi har en stærk trup og et godt koncept, så vi ser frem til sæsonen med en god mavefornemmelse, forklarer Jesper Hansen.

Sæsonen byder også på europæisk fodbold for ”De Gule”, der for første gang skal prøve kræfter med Europa League.

- Det bliver super spændende for alle i og omkring AC Horsens. Vi skrev et kapitel i klubbens historie med pokalfinalen, der var en stor oplevelse for klubben, fansene og horsensianerne, og det var imponerende med så mange tilskuere i Parken. Hele Horsens var med til at gøre dagen til en folkefest. Vi havde en stor tro på, at vi kunne drille FC København, og vi var glade for, at vi sluttede kampen af med manér, men vi ærgrer os selvfølgelig over, at vi ikke formåede at udligne. Desværre lykkedes det heller ikke at hente bronzemedaljerne på sidste spilledag. Det ændrer dog ikke på, at en fjerdeplads i Superligaen samt en pokalfinaledeltagelse var mere end godkendt for os som klub, og nu venter der os en spændende udfordring med deltagelse i Europa League. Det stiller igen store krav til vores organisation, og vi håber på, at Horsens er klar til endnu en folkefest. Det kunne være fedt at præsentere Liverpool på CASA Arena Horsens, men rent sportsligt foretrækker vi et mindre hold, fortæller Jesper Hansen.

Foto: badenfoto.dk