AC Horsens køber James Gomez


23. december 2020

For næsten halvandet år siden bød det gule trænerteam velkommen til 17-årige James Gomez, der skulle vise sig frem på Langmarksvej, og det gjorde den talentfulde midterforsvarer så godt, at AC Horsens valgte at leje ham i Real de Banjul frem til sommeren 2020.

I august blev lejeaftalen forlænget frem til årsskiftet, og nu har ”de gule” valgt at købe ham fri af Real de Banjul, og Gomez har skrevet under på en kontrakt frem til udgangen af 2024.

Det glæder sports- og talentchef Niels Erik Søndergård, at klubben har lavet en længerevarende aftale med James Gomez.

- James Gomez har taget markante skridt i sin udvikling, mens han har været i AC Horsens, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med en spiller, der er så målrettet og træningsparat. Han har et stort potentiale, og vi glæder os til at arbejde videre med ham. Han er en rigtig god og vellidt fyr, der hurtigt er blevet en del af omklædningsrummet og hverdagen i klubben, og han bor hos en værtsfamilie, der tager sig rigtig godt af ham. Vi har store forventninger til James, og det viser kontraktlængden også, fortæller Niels Erik Søndergård.

Glæden er stor hos James Gomez, der ser frem til at fortsætte i den gule trøje.

- Jeg havde håbet på, at jeg skulle skrive under på en ny kontrakt efter lejeaftalen, og jeg er meget glad for at blive i klubben. Holdkammeraterne har altid behandlet mig godt og er som en familie for mig, hvilket jeg er taknemmelig for. Jeg vil arbejde hårdt og vise mig frem, og på sigt er målet at spille i en større liga, men i første omgang skal jeg gøre mig gældende på superligaholdet, fortæller James Gomez.