AC Horsens laver permanent aftale med Jannik Pohl


31. januar 2020

AC Horsens hentede Jannik Pohl til klubben på en lejeaftale fra FC Groningen i efterårssæsonen, og den lynhurtige angriber vender nu tilbage til Langmarksvej.

Kontrakten med FC Groningen er blevet ophævet, og Jannik Pohl har sat sin underskrift på en toårig kontrakt med AC Horsens.

Han døjer stadig med den skade, der plagede ham i efteråret, og derfor skal han bygges op og finde formen, inden han kan hjælpe ”de gule”.

Manager Bo Henriksen glæder sig over gensynet med Jannik Pohl.

- Som jeg sagde i efteråret, så er jeg ikke i tvivl om, at Jannik Pohl bliver en stor gevinst for os, men det bliver ikke på den korte bane, og vi skal have tålmodighed med ham. Vi skal hjælpe ham med at blive helt skadesfri, så han forhåbentlig kan spille en rolle i de sidste fire-fem kampe i foråret, og så bliver han en rigtig vigtig spiller for os i næste sæson. I og med at Jannik Pohl ikke kommer til at spille så meget i forårssæsonen, så belaster det ikke vores økonomi væsentligt det kommende halve år, og det er også en væsentlig faktor, fortæller Bo Henriksen.

Jannik Pohl er glad for at være tilbage på CASA Arena Horsens.

- Jeg var glad for at være i AC Horsens, og det var førsteprioriteten for mig at finde en klub med et godt miljø og gode folk. Jeg har været skadet i over et år, og nu skal jeg fokusere på at blive 100 procent klar for AC Horsens, hvor der er lagt en god plan for mig. En god plan for at blive skadesfri er ligeså vigtig som de tal, der står i kontrakten, og jeg tror på, at AC Horsens kan gøre mig klar og vil give mig tiden til det. Jeg vil gøre alt for at komme til at spille kampe her i foråret, siger Jannik Pohl.

Foto: Charlotte Adsbøl