AC Horsens lejer Junker ud til Stabæk


9. august 2019

AC Horsens har indgået en aftale med Stabæk Fotball, der lejer Kasper Junker frem til årsskiftet, og den norske klub har sikret sig en købsoption på angriberen.

Kasper Junker skiftede fra AGF til AC Horsens for knap et år siden, og det er blevet til 28 kampe og tre mål i den gule trøje.

Manager Bo Henriksen har været glad for samarbejdet med Kasper Junker, men han vil ikke stå i vejen for angriberens udlandsdrøm.

- Kasper Junker har udtrykt ønske om at prøve sig af i den norske liga, og det har vi valgt at imødekomme. Økonomisk er det en rigtig fordelagtig aftale for os som klub, for vi bliver kompenseret rigtig fint fra Stabæk, og de vil betale en større købssum, hvis han gør det godt. På den måde bliver vores investering i Junker dækket ind, og det er vi selvfølgelig glade for. Vi har kun interesse i, at Junker får stor succes, og jeg har ikke en finger at sætte på ham, for han har ydet en professionel indsats og gjort alt for at vise sig frem. Vi så senest hans kvaliteter i kampen mod Brøndby, og hvis han ikke ender med at skifte til Stabæk, så får vi en fremragende angriber tilbage til AC Horsens, fortæller Bo Henriksen.

Kasper Junker er allerede i Norge, og han satte sin underskrift på lejeaftalen onsdag aften.

- Der opstod den her mulighed for mig, og den har jeg valgt at tage imod, for jeg vil gerne prøve mig af et andet sted end i Danmark. Jeg håber, det kan være med til at udvikle mig som spiller at prøve en anden liga og kultur, og mit håb er at få et rigtig positivt lejeophold her, så AC Horsens får en stærkere spiller tilbage. Min tid i AC Horsens har været lidt op og ned. Det var en fornøjelse i efteråret, men foråret gik ikke som forventet, og det påvirkede også mig. Vi har fået en god start på sæsonen, og vi har fundet tilbage til den base, der fungerer så godt for os. Jeg har altid elsket at være i AC Horsens, hvor der er et fantastisk sammenhold, men nu glæder jeg mig også til at prøve kræfter med en anden liga i et andet land, lyder det fra Kasper Junker.