AC Horsens lejer lovende angriber i FC Midtjylland


7. august 2020

AC Horsens har forstærket truppen ved at leje angriberen Casper Tengstedt i FC Midtjylland, og den 20-årige angriber er AC Horsens-spiller i den kommende sæson.

I forrige sæson blev Casper Tengstedt topscorer i U19 Ligaen og var stærkt medvirkende til, at FC Midtjylland kunne juble over et dansk mesterskab. I den forgangne sæson var han udlejet til FC Nürnberg, hvor han har spillet for U23-holdet i Regionalligaen.

Han er noteret for fem mål i 10 kampe for FC Nürnberg, og manager Bo Henriksen glæder sig til at arbejde sammen med Tengstedt.

- Casper Tengstedt er en ung angriber, der altid har lavet mål, og det siger lidt om hans talent og potentiale, at han blev topscorer i U19 Ligaen. Han har fået hår på brystet i Tyskland, hvor han fik en god oplevelse med fem mål i 10 kampe, og han er et stort talent, som FC Midtjylland tror meget på. Sammen skal vi gøre ham endnu bedre, og det glæder vi os til, fortæller Bo Henriksen.

Casper Tengstedt skiftede fra Viborg til FC Midtjylland som 15-årig og har siden været en del af deres akademi. Han er en dygtig afslutter, der kan skyde med begge ben, og han er god til at sætte sine medspillere i scene.

Han lærte meget af lejeopholdet i Nürnberg, hvor han skulle vænne sig til et andet land, kultur og sprog, og det har været med til at udvikle ham som person.

Næste kapitel hedder AC Horsens, hvor han møder ind til første træningsdag den 17. august.

- Jeg vil sindssygt gerne spille fodbold, og jeg er sikker på, at AC Horsens er et godt sted for mig. Jeg har kun hørt positivt om klubben og Bo Henriksen, og jeg er glad for, at jeg har skrevet under på en lejeaftale for det kommende år. Ambitionen er at få spilletid, og jeg håber på, at jeg kan gøre en forskel ved at score mål og sætte mine holdkammerater op til chancer, fortæller Casper Tengstedt.

I 18/19-sæsonen blev han suveræn topscorer i U19 Ligaen med 22 scoringer i 20 kampe og sluttede samtidig som delt toer på topscorerlisten i ungdommens Champions League med seks fuldtræffere i syv kampe

Foto: Daniel Stentz