AC Horsens møder HB Køge


25. november 2011

Der blev i dag foretaget lodtrækning til semifinalerne i DBU Pokalen og ”De Gule” skal møde HB Køge.

FC København kom op af bowlen som den første klub og derefter blev SønderjyskE udtrukket som modstander. Så blev det HB Køges tur til at komme op af bowlen og det betyder, at AC Horsens skal en tur til Køge den 18. eller 19. april og der er returkamp på CASA Arena Horsens den 25. eller 26. april.

Martin Retov, der har vundet tre pokalfinaler, var glad for at undgå FC København i semifinalerne.

- Vi havde håbet på at slippe for FC København og det gjorde vi heldigvis. For mig var det lidt ligegyldigt, om vi trak HB Køge eller SønderjyskE. Nu har vi en fair chance for at komme i pokalfinalen og det vil vi gøre alt for at opnå, lyder det fra brandvarme Retov, der nettede to gange i gårsdagens pokalkamp mod FC Fredericia.

Foto: badenfoto.dk