AC Horsens og Finnbogason skilles


30. januar 2021

AC Horsens har valgt at imødekomme et ønske fra Kjartan Finnbogason om at ophæve kontrakten, og dermed stopper den islandske angriber i klubben med øjeblikkelig virkning.

Kjartan Finnbogason har haft stor betydning for AC Horsens de seneste år, hvor han har scoret 58 mål i 140 kampe, og han har været en fantastisk repræsentant for de gule værdier.

Det er da også en ærgerlig sports- og talentchef Niels Erik Søndergård, der siger farvel til Finnbogason.

- Vi har valgt at imødekomme et ønske fra Kjartan om at få ophævet kontrakten, så han kan komme tilbage til Island, og det er vi selvfølgelig kede af, for vi kunne godt have brugt hans kvaliteter, men vi vil omvendt ikke stå i vejen for ham. Vi skylder ham en stor tak for det, han har leveret for klubben, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover, fortæller Niels Erik Søndergård.

Kjartan Finnbogason lægger ikke skjul på, hvor meget AC Horsens betyder for ham, men han er ikke i tvivl om, at beslutningen er den rigtige.

- Jeg har haft en dialog med AC Horsens om at få kontrakten ophævet på grund af familiære årsager, og det har klubben heldigvis haft stor forståelse for. Det har været svært at tage den beslutning, for klubben betyder utrolig meget for mig, men det er den bedste løsning for alle. Jeg vil gerne takke fans og alle i og omkring AC Horsens for mange gode år. Jeg har stor tro og håb om, at spillerne sammen med det nye trænerteam kan knokle på og sikre overlevelse, og jeg vil fortsætte med at følge klubben tæt, siger Kjartan Finnbogason.