AC Horsens og Stanley & Co fortsætter samarbejdet


27. september 2019

AC Horsens og klubbens gode sponsor og samarbejdspartner Stanley & Co er blevet enige om at forlænge aftalen med yderligere et år.

Stanley & Co har været sponsor i AC Horsens gennem rigtig mange år, og indehaver Kim Tindbæk fortæller her om baggrunden.

- Vi kan jo rigtig godt lide fodbold, men vi gør det også med et stort hjerte for klubben og byen, for hvis Horsens er på landkortet, så smitter det af på os andre, og vi vil gerne være med til at løfte i flok, fortæller Kim Tindbæk og fortsætter:

- Vi viser flaget til hjemmekampene og får tit en god dialog med sponsorer og tilskuere, og vi vil selvfølgelig gerne have noget ud af det forretningsmæssigt, men vi gør det for at være en del af noget, der gavner byen. Jeg tror, at de mange aktiviteter i Horsens – herunder at have en superligaklub – gavner mere end vi regner med, og det er vigtigt, at vi støtter op, lyder det fra Kim Tindbæk.

Stanley & Co har som noget nyt også valgt at blive sponsor for den hjertestarter, der hænger hos Horsens fS.

- Vi er jo sponsor med hjertet, så på den måde er det også med et glimt i øjet, at vi er blevet sponsor for hjertestarteren, men det er jo en meget vigtig ting, når der kan være så mange mennesker på ét sted, og der færdes så mange på CASA Arena Horsens hver eneste dag. Vi bakker gerne op om vigtigheden af at have en hjertestarter, forklarer Kim Tindbæk.

Han er fast mand på tribunen, når AC Horsens spiller på hjemmebane.

- Jeg kommer på stadion stort set hver gang, og jeg får det gerne til at passe ind i kalenderen, for jeg misser helst ikke en hjemmekamp, lyder det fra Kim Tindbæk.

Klik her for at følge Stanley & Co på Facebook.