AC Horsens opgraderer igen: Aaes ansættes på halvtidskontrakt


24. juni 2020

AC Horsens har taget store skridt på akademisiden, og klubben er rangeret som den 13. bedste klub i Danmark inden for talentudvikling.

Det får dog ikke ”de gule” til at hvile på laurbærrene, og klubben fortsætter med at forbedre forholdene for de gule talenter.

Et af klubbens store trænertalenter er Simon Aaes, der er cheftræner for U14, og han er netop blevet enig med AC Horsens om en halvtidskontrakt.

Det er første gang nogensinde, at AC Horsens har ansat en U14-cheftræner på en halvtidskontrakt, og talentchef Claus Troelsen lægger ikke skjul på sin begejstring over ansættelsen af Aaes.

- Simon Aaes passer perfekt ind som træner på Akademiet, for han er rigtig dygtig rent fagligt, og han har vores værdier helt inde under huden. Spillerne ved nøjagtigt, hvor de har ham, og han har en unik evne til at implementere vores værdier hos sine spillere. Simon er en vigtig del af trænergruppen, for han byder gerne ind og sætter sin viden på spil. Nu får han mere tid til fordybelse, planlægning, deltagelse i møder og generelt mere tid til den enkelte spiller, og vi ser det faktisk som et scoop, at han nu får endnu mere tid til at arbejde med vores talenter, fortæller Claus Troelsen.

Simon Aaes ser frem til at bruge endnu mere tid på Akademiet.

- Fremover skal jeg være med til alle morgentræninger og formiddagstræninger med ansvar for U14, og det betyder forhåbentlig, at jeg kan være med til at påvirke den enkelte spiller meget mere, hvilket jeg sætter stor pris på. Vi har et dejligt træningsmiljø og en dygtig trænergruppe, som jeg er glad for at være en del af, og jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling i AC Horsens, fortæller Simon Aaes.

Han er i gang med A-træneruddannelsen og afslutter den indenfor kontraktperioden.

AC Horsens har taget markante skridt på området for talentudvikling gennem de seneste par år, og halvtidsansættelsen af Simon Aaes er blot det seneste eksempel.

- Det er fantastisk at opleve, hvordan klubben prioriterer vores talentudvikling, og vi kan se, at vi har rykket os markant gennem de seneste par år – ikke mindst med tildelingen af tre stjerner fra DBU tidligere i år. Der skal lyde en kæmpe tak til de sponsorer, der støtter ungdom og gør det her muligt, og her tænker jeg ikke mindst på Atria Danmark, der blandt andet producerer og markedsfører 3-Stjernet, samt vores hjertesponsorer, lyder det fra Claus Troelsen.