AC Horsens opruster med børneudviklingstræner


7. april 2021

Der er stor fokus på børnefodbolden i Danmark, og det bliver kun intensiveret i årene fremover, og AC Horsens har valgt være på forkant ved at opruste med en børneudviklingstræner. Det er den nuværende U13-cheftræner, Séamus Peare Bartholdy, der er blevet valgt til den nye rolle.

Det betyder, at AC Horsens i højere grad vil have fokus på børnefodbold i klubberne i INSERO Klubsamarbejdet, og Séamus Peare Bartholdy får blandt andet en rolle i implementeringen af den gule tråd fra U6-U12 i forhold til planlægning, øvelser og vejledning til god børnetræning.

- Séamus Peare Bartholdy skal være med til at styrke børnefodbolden i samarbejdsklubberne, så vi får så gode børnemiljøer som muligt, og han vil med sine kompetencer være med til at løfte det i forvejen gode niveau i klubberne, fortæller Head of Coaching Claus Troelsen og fortsætter:

- Séamus er en ung træner, der er kommet ind og virkelig har gjort det bragende godt på U13. Han er super struktureret og pædagogisk omkring børnefodbold og de yngste årgange på Akademiet, og spillere og trænere er vildt glade for ham. Nu får han en lidt mere ledende rolle på Akademiet, og det får han, fordi han er kvalificereret til det og har fortjent det. Han har vores værdier helt inde under huden qua sine to år som træner for U13 og en fortid som spiller i AC Horsens, og det er helt perfekt for klubben, børnene, samarbejdsklubberne og Séamus, at han nu bliver sat i spidsen for det her, lyder det fra Claus Troelsen.

Séamus Peare Bartholdy glæder sig til at prøve kræfter med en ny side af børnefodbolden.

- Det er et enormt spændende område, der bliver prioriteret højt af AC Horsens og det er et område, hvor jeg kan gøre en forskel i en stilling, jeg kan udvikle mig i. Det gør, at jeg havde lyst til at sige ja, da muligheden bød sig, fortæller Séamus Peare Bartholdy og fortsætter:

- Der er et stort potentiale på området og mange børnespillere i Horsens, og jeg skal hjælpe og understøtte det gode arbejde, der i forvejen bliver lavet ude i samarbejdsklubberne. Vi har mange forskellige samarbejdsklubber, der er forskellige steder, og de skal hjælpes ud fra det sted, de er. Vi har en masse trænere og ledere i samarbejdsklubberne, der yder en stor indsats, og jeg glæder mig til at bidrage med mine input. Jeg har været rundt i samarbejdsklubberne som U13-træner, og det har været enormt positivt. De har udtrykt ønske om at få os ud igen, og det kommer vi nu, lyder det fra Séamus Peare Bartholdy.

Han kommer nu i højere grad til at tilbringe tid på 2. sal på CASA Arena Horsens, hvor trænerne fra Akademiet er samlet.

- Vi har et rigtig godt trænermiljø på Akademiet, og hvis jeg ser tilbage på mine to år i klubben, så er det mange af de samme, der stadig er her. Det vidner om stor kontinuitet, og man kan se, at alle trænere hver især har udviklet sig meget ligesom mig. Det er det, der kendetegner et godt miljø, slutter Séamus Peare Bartholdy.