AC Horsens sælger Kasper Junker til norsk topklub


17. december 2019

AC Horsens har solgt Kasper Junker til FK Bodø/Glimt, der sluttede på en andenplads i Eliteserien i Norge.

AC Horsens købte Kasper Junker i AGF i slutningen af sommerens transfervindue i 2018, og han markerede sig blandt andet ved at score det hurtigste debutantmål nogensinde for ”de gule” i landets bedste række, da han nettede mod AGF.

Tilbage i august 2019 udtrykte han et ønske om at prøve nye udfordringer, og turen gik til Stabæk Fotball på et lejeophold. Her har han gjort det så overbevisende, at FK Bodø/Glimt har valgt at købe ham fri af kontrakten med AC Horsens.

Manager Bo Henriksen ønsker Kasper Junker alt det bedste i Norge.

- Der var kæmpe forventninger til Junker, da han blev signet som rekordindkøb i AC Horsens, men af mange forskellige årsager er det ikke lykkedes at indfri de forventninger, og derfor blev vi enige om, at han kunne få mulighed for at kickstarte sin karriere i Stabæk. Han har grebet muligheden, og der har været meget interesse for ham. Vi har fået en økonomisk fordelagtig mulighed for at sælge Junker til Bodø/Glimt, og vi er godt tilfredse med at sende ham videre og ønsker ham alt det bedste, fortæller Bo Henriksen.

Kasper Junker ser frem til at fortsætte karrieren i FK Bodø/Glimt.

- Min tid i AC Horsens har været lidt todelt med et rigtig godt efterår personligt og holdmæssigt og et forår, der ikke var godkendt, og i sommer søgte jeg nye udfordringer i Stabæk, hvor jeg har været glad for at være. Jeg har valgt at søgt nye udfordringer i Norge, og jeg er rigtig glad for, at det er lykkes at lave en aftale med FK Bodø/Glimt. Jeg havde håbet på succes over flere år i AC Horsens, hvor jeg har været glad for at være, men det her er en god chance for mig, og jeg glæder mig til at komme i gang, lyder det fra Kasper Junker.