AC Horsens sælger Mads Juel Andersen til Barnsley Football Club


21. juni 2019

AC Horsens har solgt Mads Juel Andersen til Barnsley Football Club, og den stærke midterforsvarer skifter til den engelske Championship-klub med øjeblikkelig virkning.

Mads Juel Andersen skiftede transferfrit fra Brøndby IF for halvandet år siden, og han har siden gennemgået en markant udvikling i AC Horsens, hvor han har været fremragende i denne sæson.

Manager Bo Henriksen er da også ked af at miste Mads Juel Andersen, men han glæder sig også på hans vegne.

- Mads Juel Andersen har været outstanding, og der er ingen tvivl om, at det er en sportslig dårlig case for os, for vi kommer til at savne ham, men vi er en sælgende klub, og vi skal nok finde en fuldgod erstatning for Mads Juel Andersen. Mads er en rigtig god fyr, der fortjener det bedste, og vi skal glæde os over, at vi har været med til at udvikle en spiller, der nu skal spille for en klub i Europas sjette bedste liga, og jeg glæder mig helt vildt til at følge ham, fortæller Bo Henriksen.

Salget af Mads Juel Andersen er det seneste af en række millionsalg, og AC Horsens har solgt spillere for omkring 35 millioner kroner i de seneste fire år.

- Vi har en sportslig sektor, der har en fantastisk evne til at finde interessante spillere og udvikle dem, så de bliver profiler i Superligaen og attraktive for større klubber, og vi kan være glade for og stolte over, at vi nu igen har solgt en spiller for et millionbeløb til en klub i en attraktiv liga. Det er en cadeau til vores sportslige sektor og miljø, forklarer AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

Det har været et par hektiske dage for Mads Juel Andersen, der tager hul på sæsonen i Championship, når Fulham kommer på besøg den 3. august, og weekenden efter er der kamp mod rivalerne fra Sheffield Wednesday på Hillsborough.

- Det er totalt vildt, og jeg har mange følelser i kroppen lige nu. Barnsley har vist stor interesse for mig gennem hele forløbet, og det er gået hurtigt, men det er fedt, fortæller Mads Juel Andersen.

For halvandet år siden fik han ikke spilletid i Brøndby IF, men lige om lidt skal han spille kampe i Europas sjette bedste liga.

- Min tid i AC Horsens har været lidt op og ned. Jeg har spillet kampe, været lidt ude og bed mig til sidst fast, og det har været meget lærerigt. Det har været sjovt, spændende og anderledes end Brøndby, men det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg havde brug for at lære mig selv at kende, og jeg har rykket mig meget som spiller og menneske det seneste halvandet år, lyder det fra Mads Juel Andersen.