AC Horsens sælger Michael Lumb til Brøndby IF


4. januar 2021

For godt to år siden købte AC Horsens Michael Lumb i Lyngby Boldklub, og han har siden markeret sig med stærke præstationer i den gule trøje.

Han har spillet 67 kampe for AC Horsens, men det bliver ikke til flere, for han skifter til Brøndby IF, der har købt ham fri med øjeblikkelig virkning og udstyret ham med en etårig aftale.

Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård ærgrer sig på den ene side over at sige farvel til Lumb, men det giver mening af flere årsager.

- Når en topklub i Danmark byder på vores spillere, så stiller vi os sjældent i vejen for det, når vi kan blive enige om de økonomiske betingelser, og han havde et halvt år tilbage af sin kontrakt, så vi skulle sælge ham nu, hvis vi skulle have penge for ham. Michael Lumb får en god mulighed for at spille på et højt niveau i Brøndby, og han kommer tættere på sin familie i Rødovre, hvilket han har haft et stort ønske om i længere tid, fortæller Niels Erik Søndergård.

Michael Lumb har været glad for tiden i den gule trøje, men han glæder sig også til udfordringerne i Brøndby IF.

- Det er en fed mulighed for mig, for Brøndby ligger på en delt førsteplads og spiller med om mesterskabet, og jeg ser frem til at gøre det godt og være med til at skabe gode resultater. Jeg har været glad for mine år i AC Horsens, hvor jeg har været med til at præstere rigtig godt, så vi som hold har skabt resultater, men det er ingen hemmelighed, at det har været en lang pendlertur for mig dagligt, og jeg glæder mig til at komme tættere på familien. Jeg har lært nogle fantastiske mennesker at kende i AC Horsens, og selv i de sure tider har det været en fornøjelse at møde ind i klubben og blive mødt af glade ansigter, fortæller Michael Lumb.