AC Horsens sænkede SønderjyskE på CASA Arena Horsens


7. oktober 2019

Fem mål blev der scoret på den gule hjemmebane mandag eftermiddag, og det var hjemmeholdet, der trak det længste strå i reserveligakampen mellem AC Horsens og SønderjyskE.

3-2 lød sejren på, og Mikkel Mena Qvist blev matchvinder fem minutter før tid, da han viste målnæse og headede bolden over stregen.

Det var ellers sønderjyderne, der lagde bedst fra land, da Justin Plautz sendte bolden op i krydset efter et kvarters spil, og det var en 1. halvleg, der var præget af masser af fight og få målchancer.

 Med 20 minutter tilbage af kampen begyndte der at ske ting og sager, og indskiftede Frederik Jørgensen, der normalt huserer på U19-holdet, udlignede til 1-1. Det var flot et-to spil mellem Matthias Præst og EnbySebastian Avanzini, der banede vejen for målet. Avanzini dirigerede Præst mod baglinjen med en aflevering bag om støttebenet, og Jørgensen kom først på Præsts flade aflevering gennem feltet ved bageste stolpe.

Syv minutter senere blev Frederik Jørgensens holdkammerat på U19-holdet, Jacob Kongsmark, sendt i dybden af Jacob Vetter, og han lobbede flot bolden over Nikola Mirkovic i målet.

Med et kvarter tilbage af kampen lignede det en sejr til hjemmeholdet, men fem minutter senere udlignede fysisk stærke Artem Dovbyk til 2-2, da han flugtede bolden i kassen.

Udligningen varede dog kun i fire minutter, før Mikkel Mena Qvist kunne smykke sig med titlen som matchvinder. U19-spilleren William Førby headede på stangen, og Qvist fulgte op og headede bolden i mål.

AC Horsens-spillerne arbejdede hårdt gennem hele kampen mod et SønderjyskE-mandskab, der kom til Horsens med superligaspillere som Jeppe Simonsen, Danny Amankwaa, Victor Ekani, Joao Pereira, Nicholas Marfelt og føromtalte Dovbyk.

Det var herligt at se unge spillere som U17-spillerne Jeppe Kjær og Kasper Engby samt U19-spillerne Frederik Jørgensen, Mathias Madsen, David Kruse, William Førby, Mark Asp, Jacob Kongsmark og Matthias Præst gøre så god en figur, og de blev støttet godt af de etablerede spillere.

AC Horsens: Delac, Linnet, Vetter, Madsen (Jørgensen, 50.), Qvist, Kjær (Kruse, 61.), Therkildsen, Gemmer (Engby, 68.), Avanzini, Præst (Førby, 72.), Asp (Kongsmark, 56.)