AC Horsens sender Hlynsson på græs i Island


19. april 2021

For et halvt års tid siden kunne AC Horsens offentliggøre købet af Ágúst Hlynsson, der skiftede fra Vikingur, og siden har den 21-årige islænding spillet 10 kampe for ”de gule”.

Han får dog ikke flere kampe i den gule trøje i denne sæson, for han er blevet lejet ud til islandske FH Hafnarfjordur frem til den 1. juli 2021.

Årsagen til udlejningen skal ses som en investering for AC Horsens og Hlynsson.

- Reserveligaturneringen er lukket ned, og Agust er i periferien af truppen, så det giver god mening for ham og os, at han spiller et par måneder i Island og vender styrket tilbage. Vi har haft en rigtig god dialog med en af de bedste islandske klubber og er blevet bekræftet i, at han kommer til at spille for dem. Agust er super motiveret for det, for han kan sagtens se, at det gavner hans udvikling, og vi glæder os til at se ham i klubben igen, fortæller sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

Cheftræner Jens Berthel Askou ser et stort potentiale i unge Hlynsson, der har rykket sig meget i AC Horsens.

- Agust har udviklet sig meget i AC Horsens, men han har brug for minutter i benene, hvis han skal fortsætte sin gode udvikling, og derfor er det en god case, at han fortsætter i en god islandsk klub. Vi glæder os på hans vegne, og vi glæder os til at få ham tilbage i endnu skarpere forfatning, forklarer Jens Berthel Askou.

Ágúst Hlynsson er allerede på Island og ser frem til de kommende par måneder, hvor han kan blive involveret i 10 kampe.

- Det er godt for mig at tage hjem i et par måneder og spille kontinuerligt, inden jeg vender tilbage til AC Horsens. Lejeopholdet er godt for min udvikling, og målet er at komme tilbage til sommer og skabe endnu større konkurrence om pladserne i AC Horsens. Mit primære mål er at blive en nøglespiller for AC Horsens, fortæller Ágúst Hlynsson.