AC Horsens siger farvel til legende: Nye udfordringer til Kortegaard


29. juni 2020

Thomas Kortegaard har været en del af AC Horsens siden den 15. maj 2007, da han forlod AaB og for første gang satte sin underskrift på en kontakt med ”de gule”, men æraen slutter nu, for Thomas Kortegaard forlader hjerteklubben på Langmarksvej.

Han har gennem de seneste 13 år spillet 316 kampe og scoret 21 mål (heraf to i Europa League) for AC Horsens, og han vil for altid blive husket som en af de absolut største legender i den gule trøje, og som spiller og person har han været skræddersyet til en karriere i AC Horsens.

Han har været en fantastisk repræsentant for AC Horsens på alle områder, og han har de gule værdier inde under huden.

Det er ikke så underligt, at ambitiøse og nysgerrige mennesker har brug for nye udfordringer, men det giver alligevel et stik i det gule hjerte at sige farvel til en spiller, der har betydet så meget for så mange gule fans.

Han måtte indstille sin aktive karriere for et års tid siden, da han måtte erkende, at et sygdomsforløb satte en stopper for at yde maksimalt på banen, og han overgik i stedet til en rolle i trænerteamet.

Manager Bo Henriksen ærgrer sig over, at han må give slip på Thomas Kortegaard.

- Thomas Kortegaard er en af de største legender i AC Horsens’ historie sammen med Søren Jochumsen, og vi er da kede af, at vi er nødt til at sige farvel til ham. Han kontaktede mig midt i coronatiden for at tale om sin fremtid, og jeg kunne fortælle ham, at vi ville gøre alt for at beholde ham, men at alt var usikkert, og vi kunne ikke give ham en klar indikation. Der har så helt naturligt været bud efter ham fra flere andre steder, og han fandt hurtigt noget andet. Det har vi fuld forståelse for, men vi er da ærgerlige over det, for han er i den grad en værdifuld medarbejder for os, fortæller Bo Henriksen og fortsætter:

- Alle kender hans betydning som spiller og kulturbærer i AC Horsens, men han har også været fænomenal i trænerteamet, hvor han har været en klar forstærkning og har bidraget til resultater, sammenhold, energi og samhørighed. Det er med tårer i øjenkrogen, at vi må sige farvel til et klubikon, der har været her i halvdelen af klubbens historie, lyder det fra Bo Henriksen.

Han vil fortsat gerne gøre brug af Thomas Kortegaard, selvom han ikke fremadrettet vil være en officiel del af truppen.

- Det vil være dumt ikke at gøre brug af Thomas Kortegaard, når man ser på hans karriere og menneskelige kvaliteter, og jeg har for eksempel brugt ham meget i forhold til at genskabe kulturen i klubben. Han er et sympatisk, empatisk og intelligent menneske, som jeg fortsat rigtig gerne vil sparre med. Jeg håber ikke, at det er et farvel, men på gensyn, og jeg vil gøre alt for at, at han bliver hyldet som fortjent, når der igen må komme mennesker på stadion. Det har både Kortegaard og vores fans fortjent, siger Bo Henriksen.

Næste destination for Thomas Kortegaard bliver Hou Maritime Idrætsefterskole, hvor han skal være lærer og undervise i dansk og på fodboldlinjen.

Han lægger ikke skjul på, at det bliver underligt at undvære sin næsten daglige gang på Langmarksvej, men han glæder sig også til tilværelsen som efterskolelærer.

- Det er selvfølgelig vemodigt, men jeg har det også godt med at tage hul på et nyt kapitel i tilværelsen. Som person trænger jeg til at prøve noget andet, og tidspunktet er det rigtige. Det bliver noget helt andet, end jeg har været vant til i mange år, men det bliver rigtig godt for mig og min familie. Jeg er utrolig taknemmelig for alle mine år i AC Horsens, og jeg er meget taknemmelig for den måde, Bo og trænerteamet har taget imod mig på. Vi har haft rigtig mange sjove stunder på trænerkontoret. Det har givet mig et andet perspektiv på fodboldtilværelsen at være en del af trænerteamet, og det ville jeg ikke have fået, hvis jeg ikke havde været en del af trænerteamet. Jeg har følt mig hørt og værdsat, fortæller Thomas Kortegaard og fortsætter:

- Nu er det tid til at skifte spor, og det har jeg ikke været god til tidligere, men jeg glæder mig. Jeg er rigtig glad for, at jeg har været med til at aflevere AC Horsens til endnu en superligasæson, og alt fungerer fint. Det har jeg det rigtig godt med, slutter Thomas Kortegaard.

Foto: Charlotte Adsbøl