AC Horsens skriver kontrakt med Jonas Gemmer


27. august 2019

AC Horsens har forstærket truppen med Jonas Gemmer, der tiltræder med øjeblikkelig virkning på en treårig kontrakt.

Jonas Gemmer blev ramt af en korsbåndsskade i en kamp for Fremad Amager mod Silkeborg IF den 2. september 2018, men han er fit for fight igen og har også spillet reserveligakamp for AC Horsens.

I første omgang bliver han lejet ud til Kolding IF i NordicBet Ligaen i resten af denne sæson, og derefter vender han tilbage til Langmarksvej.

- Vi havde glæde af Jonas Gemmer i halvandet år, og han gjorde et rigtig fint indtryk med sine fodboldmæssige færdigheder og gode menneskelige kvaliteter. Han har været ude med en skade i en længere periode, men han er vendt stærkt tilbage, og nu mangler han at spille kampe. Det får han mulighed for i Kolding IF, hvor han vil udvikle sig yderligere, og vi får en fremragende spiller tilbage om et års tid. Vi har store forventninger til Gemmer og glæder os til at arbejde med ham på daglig basis, fortæller manager Bo Henriksen.

Jonas Gemmer er den seneste af en række spillere, der vender tilbage til AC Horsens.

- Jeg er super stolt over at vende tilbage, og jeg er glad for at få chancen efter min skade. I første omgang skal jeg lejes ud til Kolding IF, hvorefter jeg returnerer til AC Horsens, og det er en fed måde at gøre det på, så jeg for alvor kommer op i omdrejninger. Mit mål er at komme tilbage til AC Horsens i fremragende form og spille mig tilbage i startopstillingen, fortæller Jonas Gemmer og fortsætter:

- Jeg var halvandet år i AC Horsens, hvor vi havde et halvt år i 1. division og et år i Superligaen, og det var en god tid, hvor vi sikrede os endnu en sæson i Superligaen. Det var også lidt turbulent, for jeg havde skrevet kontrakt med Fremad Amager, da jeg begyndte at spille, og det kørte rigtig godt for mig på banen. Uden for banen havde vi det rigtig godt med hinanden, og jeg kan mærke, at der også er et godt sammenhold i dag, lyder det fra Jonas Gemmer.