AC Horsens skriver kontrakt med Linnet


8. august 2019

AC Horsens har hentet Jacob Dyrborg Linnet i Brabrand, og han har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til årsskiftet.

Jacob Dyrborg Linnet har en fortid i AGF og Viby og skiftede derfra til Brabrand, hvor han har tilbragt hele sin seniorkarriere.

Han kan dække flere positioner, og manager Bo Henriksen ser frem til at arbejde sammen med alsidige Linnet.

- Jacob Dyrborg Linnet er en spændende spiller, som skal snuse lidt til tingene her i AC Horsens de kommende fem måneder, og vi glæder os til at se ham i et miljø, hvor niveauet er højere, end han har været vant til, fortæller Bo Henriksen.

Skiftet sker med øjeblikkelig virkning, og Jacob Dyrborg Linnet glæder sig til at blive en del af ”de gule”.

- Det er lidt surrealistisk at skifte til AC Horsens. Det er den chance, jeg har brugt mange fodboldtimer på at opnå, og nu er den kommet. Det bliver rigtig fedt herfra, og nu gælder det om at arbejde hårdt. Ambitionen er at blive en del af førsteholdet og så forhåbentlig komme ind og få spilletid, for nu har jeg fået chancen, og så lugter jeg blod. Det kunne være fedt med superligaminutter inden årsskiftet, så jeg kan kalde mig rigtig superligaspiller, fortæller Jacob Dyrborg Linnet.

Han giver sig selv følgende skudsmål som spiller:

- Jeg er en arbejdshest og en fighter, der godt kan lide at gå ind i duellerne, selvom jeg ikke er den største spiller, og min foretrukne position er på den centrale midtbane. I Brabrand har jeg spillet alle positioner undtagen målmand, men jeg føler mig bedst tilpas i motorrummet, hvor jeg kan løbe en masse meter og arbejde på en stor del af banen, lyder det fra Jacob Dyrborg Linnet.

Foto: Ole Nielsen