AC Horsens skriver kontrakt med Mathias Damgaard


23. september 2011

AC Horsens har skrevet kontrakt med talentfulde Mathias Damgaard, der optræder på klubbens U-17 mandskab.

Mathias Damgaard er årgang 96’er og huserer i midterforsvaret, hvor han har leveret en række overbevisende præstationer.

- Mathias Damgaard er en enormt stærk spiller, der har fysikken med sig og frem for alt, så har han en fantastisk mentalitet. Han vil gøre alt for at blive endnu bedre og han vil gøre alt for at hjælpe holdet. Han er stærk i hovedspillet både defensivt og offensivt, hvilket han beviste med sine mange mål for U-15 i sidste sæson. Han har tidligere været inde omkring DBU-systemet og det undrer mig ikke, hvis der bliver sendt bud efter ham igen. Han har alle forudsætninger for at drive det vidt, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Mathias Damgaard har sat sin underskrift på en kontrakt, der gælder for de kommende to år.

- Jeg er rigtig glad for at spille i AC Horsens og denne kontrakt er det største, jeg har oplevet. Jeg har en ambition om at spille fast i AC Horsens og få forlænget min kontrakt, så jeg på sigt kan komme ind i superligatruppen, lyder det fra Mathias Damgaard.

Mathias Damgaard er ud af en fodboldfamilie, der blandt andet tæller storebror Andreas Damgaard, der spiller i Blokhus FC.

Her skriver Mathias kontrakten under.