AC Horsens styrker setup’et omkring superligatruppen


31. juli 2019

Manager Bo Henriksen kan glæde sig over et gensyn med Mikkel Jespersen, der er blevet ansat i en stilling som rekrutteringsansvarlig for AC Horsens og individuel træner for superligaholdet.

Mikkel Jespersen har en fortid som spiller i AC Horsens og huskes nok bedst for sit fremragende mål i det lange hjørne i den afgørendemplayoff-kamp mod Vendsyssel FF den 4. juni 2017.

- Jeg skal være med til at strukturere vores rekrutteringsdel sammen med Claus Troelsen og præsentere tingene for Bo Henriksen, og så skal jeg arbejde med de enkelte spillere. Derudover skal jeg arbejde med standardsituationerne sammen med Mads Lyng, fortæller Mikkel Jespersen.

Han er glad for at være tilbage i en funktion på Langmarksvej.

- Det var rart at være her som spiller, for vi havde et rigtig godt fællesskab, og det var også her, jeg fik min superligadebut, så AC Horsens har en stor plads i mit hjerte. Det er perfekt, at jeg kan have en rolle i AC Horsens og spille videre for Skive, for det er to klubber, der betyder rigtig meget for mig, siger Mikkel Jespersen.

Bo Henriksen ser det som en klar styrkelse, at Jespersen og talentchef Claus Troelsen rykker tættere på superligatruppen.

- Mikkel Jespersen og Claus Troelsen skal i højere grad hjælpe med at rekruttere spillere og have kontakt med spilleragenter, og de skal sørge for at skabe endnu mere struktur i forhold til rekruttering. Der er ingen tvivl om, at Mikkel Jespersen har et stort potentiale som træner og leder, og jeg er rigtig glad for, at vi i højere grad får glæde af hans kvaliteter. Claus Troelsen har som talentchef leveret et fremragende stykke arbejde på Akademiet, og det er ingen tvivl om, at han med sine kvaliteter også kan være med til at rykke os på rekrutteringsdelen, lyder det fra Bo Henriksen.