AC Horsens tager point i Hobro


13. juni 2020

AC Horsens hentede det ene point lørdag eftermiddag, da ”de gule” gæstede DS Arena i Hobro.

De sortklædte gæster fik en rigtig god start på kampen, og der var kun spillet et par minutter, da Michael Lumb på akrobatisk vis sendte bolden lige forbi den ene stolpe.

AC Horsens var mest på bolden og havde kampen under kontrol, og det var fortjent, at Nicolai Brock-Madsen fik netmaskerne til at blafre i det 13. minut. Peter Nymann fandt Jonas Thorsen i højre side, og han sendte et indlæg ind foran mål, hvor Simon Jakobsen ikke fik ram på den, og Brock-Madsen trillede bolden i kassen.

Tre minutter senere kunne Pål Alexander Kirkevold have bragt balance i regnskabet, men Malte Kiilerich blokeret nordmanden i skudøjeblikket. I det 19. minut faldt udligningen så, da Babayan satte turboen på i højresiden og satte et par spillere, inden han fandt Louati foran mål, og han svigtede ikke.

Malte Kiilerich og Louka Prip havde et par afslutninger inden pausen, men helt farligt blev det ikke.

Hjemmeholdet pressede på for at tage alle tre point, og det gav afslutninger fra Babayan og Cappis, men Matej Delac havde kun brug for sine handsker til indlæg i 2. halvleg.

Det uafgjorte resultat betyder, at AC Horsens fastholder 11 point ned til Hobro IK på tredjepladsen i pulje 1, og Bo Henriksens mandskab har nu samme pointantal som Randers FC på førstepladsen.

Næste opgave for AC Horsens er hjemmekampen mod Esbjerg fB tirsdag den 16. juni klokken 18.00.

Hobro IK – AC Horsens 1-1 (1-1)
0-1 Nicolai Brock-Madsen (13.)
1-1 Imed Louati (19.)

AC Horsens: Delac, Nymann, Kiilerich, Ludwig, Lumb, Prip (Kjær, 58.), Jacobsen, Hansson, Thorsen, Brock-Madsen (Masovic, 76.), Therkildsen (Drost, 58.).

Hobro IK: Rask, Bøge, Jakobsen, Petersen, Haarup (Tjørnelund, 77.), Louati, Pedersen, Brix-Damborg (Louicius, 46.), Cappis, Babayan, Kirkevold (Skjellerup, 86.).

Advarsel, AC Horsens: Ingen.

Advarsel, Hobro IK: Ingen.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.

Foto: Charlotte Adsbøl