AC Horsens vandt dramatisk opgør og tager førstepladsen i gruppen


8. juli 2020

AC Horsens vandt onsdag aften med 3-2 over Hobro IK, og dermed slutter ”de gule” på en førsteplads i gruppen.

Det var hjemmeholdet, der lagde bedst fra land på CASA Arena Horsens, og det førte til flere hjørnespark og en god afslutning fra Hallur Hansson. I det ottende minut bragte Jeppe Kjær AC Horsens i front, og dermed skrev 16-årige Kjær historie, for han er med sine 16 år, fire måneder og fire dage den yngste målscorer i Superligaens historie. Han blev kåret til man of the match, og han gik fra banen til stående klapsalver i det 64. minut.

Glæden varede dog ikke i ret lang tid efter føringsmålet, for kort efter bragte Imed Louati balance i regnskabet. Tre minutter senere blev det endnu værre, da Mathies Skjellerup bragte gæsterne i front med et godt hovedstød.

Herefter fulgte en periode uden de store chancer, og Matej Delac måtte diske op med en god redning på Elkærs skud. Frem mod pausen var Nicolai Brock-Madsen på spil med et par gode hovedstødsforsøg, men uden at score.

Syv minutter efter pausen lagde Brock-Madsen bolden til rette for Hansson, men hans skud blev blokeret. Minuttet efter blafrede netmaskerne igen, og det var efter et fantastisk angreb leveret af Thorsen, Kjær, Hansson og Brock-Madsen, der lagde bolden til rette for Ayo Simon Okosun, der usvigeligt sikkert sendte den i kassen til 2-2.

Jonas Thorsen var ikke mange centimeter fra 3-2 scoringen efter en times spil, men keeperen vippede hans skud op på overliggeren. Otte minutter senere var der klumpspil i Hobro-feltet, og det gav flere afslutninger. Den sidste stod Alexander Ludwig for, men keeperen fik viftet bolden forbi mål.

I det 77. minut måtte Hobro igen have hjælp af overliggeren på en afslutning fra Jonas Thorsen, og det var endnu engang efter et fantastisk angreb. Hansson og Brock leverede forarbejdet, og Thorsen knaldede bolden på træværket.

Fem minutter før tid faldt den forløsende scoring, da Michael Lumb slog et indlæg ind i feltet. Hobro-forsvaret formåede ikke at cleare det ordentligt, og så klappede Peter Therkildsen bolden op i nettaget til 3-2.

AC Horsens – Hobro IK 3-2 (1-2)
1-0 Jeppe Kjær (8.)
1-1 Imed Louati (9.)
1-2 Mathies Skjellerup (12.)
2-2 Ayo Simon Okosun (53.)
3-2 Peter Therkildsen (86.)

AC Horsens: Delac, Nymann (Gemmer, 78.), Kiilerich, Ludwig, Lumb, Kjær (Prip, 65.), Jacobsen, Okosun, Thorsen, Hansson (Frantsen, 90.), Brock-Madsen (Therkildsen, 78.).

Hobro IK: Kappenberger, Haarup, Onkony, Jakobsen, Elkær, Louati (Petersen, 60.), Gotfredsen (Hørby, 37.), Hussein, Hvilsom (Baun, 46.), Kirkevold, Skjellerup.

Advarsel, AC Horsens: Ingen.

Advarsel, Hobro IK: Elkær (32.)

Man of the match: Jeppe Kjær

Dommer: Jens Maae

Tilskuere: 1.066

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.