AC-sejr i topopgør


21. september 2011

Det lykkedes drengene fra AC Horsens at vinde aftenens kamp med 3-1 efter 1-0 ved pausen. Topopgøret mod Vinding blev alt andet end en flot spillet kamp, faktisk var kampen præget af utrolig mange fejl med og uden bold.

I 1. halvleg tilspillede vi os flere chancer, men afslutningerne endte som oftest direkte i hænderne på Vindings målmand. Midtvejs i halvlegen lykkedes det dog anfører Simon Fjerbæk at score til 1-0, da han med et fantastisk langskud sendte bolden op i målhjørnet uden chance for en sprællende Vindingkeeper. Mads Olsen havde flere gode raids over lang distance, men han manglede i kampen lige den sidste energi for at afgøre ellers gode situationer. Vinding havde ikke noget at byde på i 1. halvleg, så vi havde en forventning om at kunne løbe fra dem i 2. halvleg.

Spillet frem af banen blev en anelse bedre i 2. halvleg, men til gengæld blev vores defensiv hullet som en si. Vinding havde flere nærgående forsøg og decideret store chancer, men Marcus Jakobsen i målet var fremragende, selvom han havde kold lungebetændelse, som plagede ham en hel del. Vi havde også vores chancer med bl.a. to afslutninger på stolpen, og det lykkedes os også at komme på 2-0 ved Peter Kristoffersen, som fladt udplacerede en ikke helt heldig målmand. Vinding kom på 2-1, da samtlige spillere i bagkæden tog sig en kæmpeblunder.  Vinding havde i den periode flere store chancer, men heldigvis havde vi ”Marcus Plankeværk” som en god sidste skanse.

Andreas Østergaard var tilbage efter en skade, og han afgjorde kampen kort før tid med en flot scoring til 3-1.

Næste kamp er søndag kl. 13.00 i Hedensted.

Foto: badenfoto.dk